Luk

SIF bekræfter: Anfører-salg er en realitet

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

Silkeborg bekræfter mandag salget af Mads Emil Madsen, da alle betingelser vedrørende salget er blevet opfyldt.

Silkeborg kunne i sidste uge fortælle, at klubben havde indgået en aftale om et salg af klubbens anfører Mads Emil Madsen.

Derfor opjusterede man sine forventninger til årsresultatet fra mellem minus fem millioner og plus fem millioner til mellem plus fem millioner og plus ti millioner kroner, men det fremgik også, at salget var betinget af nogle forbehold, der skulle opfyldes.

Det er de blevet mandag, og derfor er salget en realitet, oplyser Silkeborg.

- Silkeborg IF A/S har i dag modtaget information om, at alle betingelser vedrørende salg af kontraktrettigheden på Mads Emil Madsen nu er opfyldt, skriver Silkeborg i en fondsbørsmeddelelse.

Hvilke betingelser, der skulle opfyldes, fremgår ikke.

Ekstra Bladet mener at vide, at den købende klub er østrigske LASK Linz.


Af Jonas Dalgård
Fredag 10. juli