Danmark -SIF-boss: Gammelby største salg i historien
2018-06-27 11:16:01
Foto: Getty Images

SIF-boss: Gammelby største salg i historien

Silkeborgs Kent Madsen er stolt af, at klubben på få måneder har solgt tre spillere til danske topklubber. Salget af Jens Martin Gammelby til Brøndby var det største i SIF's historie.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Silkeborg har i løbet af det seneste halve år sagt farvel til tre spillere, da Robert Skov i januar skiftede til FC København, mens Jens Martin Gammelby denne sommer er rykket til Brøndby og Sammy Skytte til FC Midtjylland.

Silkeborgs direktør Kent Madsen har det fint med at sælge profiler til danske klubber, men erkender samtidig, at tre store profiler på bare et halvt år er lige i overkanten.

- Vi har generelt ikke noget problem med at se vores spillere tage til danske topklubber. Vi er stolte af at se spillerne fra vores klub være gode nok til at tage skridtet til toppen af dansk fodbold, siger Madsen til bold.dk.

- Når det er sagt, er tre markante profiler på så kort tid lige i overkanten. Vi vil gerne holde det på et eller to salg pr. sæson, og efter vi havde solgt Robert og Jens Martin ville vi gerne have holdt på Sammy Skytte, men efter vi rykkede ned, var der en frikøbsklausul (på knap fire millioner kroner, red.), som blev udnyttet, og så måtte vi slippe ham.

Mens Sammy Skytte derfor gik til en noget lavere pris, end Silkeborg havde håbet på, er man til gengæld meget tilfredse med salget af Gammelby til Brøndby.

- Der var interesse fra flere klubber for Gammelby, men den pakke, som Brøndby tilbød os og Jens Martin, var den bedste for både ham og os.

- Han er det største salg i klubbens historie, og vi er meget tilfredse med den handel, understreger Madsen.

Kent Madsen mener, at salget af spillerne til de store klubber er et godt signal for de unge spillere, som spiller i Silkeborg nu.

- Det er rigtig godt for klubben, at vi har formået at lave tre flotte salg. Det giver selvfølgelig noget økonomi til hele organisationen, og samtidig er det fedt at se for de øvrige unge talenter, vi har i klubben.

- Vi har allerede en række andre spillere, som er begyndt at markere sig og vise sig flot frem, som Jeppe Okkels, Magnus Mattson, Gustav Dahl, Valance Nambishi og Jeppe Gertsen.

- Nu får de desværre ikke muligheden for at vise sig frem på øverste hylde den kommende sæson, og det er ellers ofte dét, det kræver for dem og os for at lave de store salg. Vi må komme hurtigt tilbage i den bedste række, hvilket også er vores mål, siger Madsen til bold.dk.

Silkeborg starter den nye sæson i 1. division den 29. juli hjemme mod Thisted.

mikkel@bold.dk

Annonce
Annonce

16 kommentarer

Se kommentarer
Annonce