Luk

SIF-svensker med udløb: Er ikke færdig i DK

| 3F Superliga | 1 kommentar

Infoboks

Silkeborg-angriberen Shkodran Maholli er kontraktfri inden længe, men svenskeren er åben for at blive i Danmark, hvor han gerne vil bevise, hvor god han er.

27-årige Shkodran Maholli forlader Silkeborg denne sommer, men det behøver ikke at være ensbetydende med et farvel til Danmark.

I et interview med bold.dk fortæller den svenske frontløber nemlig, at han ikke føler sig færdig i Danmark.

- Hvis den rigtige klub kommer med det rigtige tilbud, så bliver jeg gerne i Danmark. Jeg har mere at give, og jeg føler mig ikke færdig i Danmark. 

- Det var en kedelig afslutning i Silkeborg med alle skaderne og nedrykningen, men jeg vil stadig bevise i Danmark, hvilken klassespiller jeg er, siger Maholli, der håber på en ny chance i 3F Superligaen.

- Først og fremmest sigter jeg efter Superligaen, men selvfølgelig vil jeg lytte, hvis klubber fra 1. division kontakter mig. Superligaen er mit håb, så der skal meget til, hvis jeg skal spille i 1. division.

Har vist niveau

Shkodran Maholli står i denne sæson noteret for 15 kampe i Superligaen med to mål og to assists til følge, men størstedelen af sæsonen er blevet spoleret af skader.

- Sæsonen startede meget lovende for mig. Jeg lavede to mål og to oplæg i de første syv kampe, men så fik jeg en lyskeskade, som har holdt mig ude i det meste af sæsonen. Det har været hårdt, men i de kampe, jeg har spillet, har jeg vist, hvilket niveau jeg har.

- Jeg troede, jeg ville være ude i et par kampe, men det blev i sidste ende seks-syv måneder, så det har været en rigtig hård sæson. Det er ærgerligt, men der er ikke så meget at gøre ved det, siger Maholli og tilføjer:

- Da Kent Nielsen overtog, blev jeg en del af startopstillingen og fik de første seks-syv kampe fra start, men så blev jeg skadet og har sidenhen ageret indhopper, fordi jeg havde været skadet. Jeg træner hårdt for at komme i så god form som muligt til min næste udfordring.

Bor hos Montiel i Vejle

Netop nu bor Shkodran Maholli hos sin ven og tidligere holdkammerat Diego Montiel, der i denne sæson har været en stor profil for Vejle Boldklub, og han kunne godt tænke sig at komme til at spille med sin landsmand igen.

- Jeg opsagde min lejlighed inden corona, så jeg bor hos Diego Montiel i Vejle. Jeg har boet hos ham i en måned, og generelt trives jeg fint i Danmark, siger Maholli.

Kan det være, at Montiel og dig skal spille sammen i Vejle?

- Man ved aldrig. Det havde været fantastisk at spille sammen med ham igen. Vi spillede sammen i Sirius for et par år siden, og han har haft en rigtig god sæson med mange mål og assists.

- Min førsteprioritet er at blive i udlandet. Jeg kan altid tage tilbage til Sverige, men hvis der kommer et godt bud derfra denne sommer, så kan det selvfølgelig godt blive aktuelt. Jeg holder alle døre åbne, siger Shkodran Maholli til bold.dk.

Shkodran Maholli kom til Silkeborg fra Sirius i 2018 og står noteret for i alt 42 kampe og syv mål i den røde trøje.


Af Martin Schmidt
Onsdag 5. august
Tirsdag 4. august