Luk

Sikker Hoffenheim-triumf i straffe-show

| Bundesliga | 0 kommentarer

Infoboks

Hoffenheim - FC Köln 3-0
Bundesliga
7' 1-0 Andrej Kramaric
28' 2-0 Christoph Baumgartner
75' 3-0 Andrej Kramaric
78' 3-0 Anthony Modeste

Andrej Kramaric scorede på to af kampens tre straffespark, da Hoffenheim bankede FC Köln 3-0.

Hverken Hoffenheim eller FC Köln har gang i nogen stor Bundesliga-sæson. Søndag aften tørnede de to sammen på Hoffenheims hjemmebane, ProZero Arena, i et opgør, hvor en skadet Robert Skov sad over.

Hoffenheim havde dog andre tangenter at spille på, og hurtigt udløste det en scoring.

En afslutning fra Ihlas Bebou blev blokeret med hånden af en Köln-forsvarer, så dommeren resolut pegede på pletten.

Andrej Kramaric var også resolut med sit forsøg fra 11 meter og bragte Hoffenheim i front med 1-0. Samtidig blev Kramaric selv en del af Bundesligaens historiebøger som den mest scorende kroat med nu 73 fuldtræffere i ligaen.

Tæt på den halve time fordoblede Hoffenheim føringen. Christoph Baumgartner rettede et skud af med hælen, så det fuldkommen snød Timo Horn i Köln-buret.

Gæsterne havde det på tidspunkt slet ikke fundet rytmen, selvom de har hentet 12 af deres 15 point på fremmed græs. Så efter 2-0-scoringen foretog de en dobbeltudskiftning for at få sat gang i maskineriet.

Det lykkedes til dels, for Marius Wolf kom frem til to kæmpe chancer inden pausen. Men skarpheden manglede hos den 25-årige angriber, som dog satte sin ene afslutning på stolpen.

I anden halvleg forsøgte Köln at komme tilbage, men de skød med løst krudt i det, som udviklede sig til lidt af en straffesparksparkskavalkade.

Med et kvarter igen blev målscorer Baumgartner sparket ned i feltet af Anthony Modeste til et klokkeklart straffespark, som Kramaric udnyttede til sin anden træffer fra pletten.

Så så kampen ud til at være definitivt lukket, men nogle minutter senere var det Kölns tur til at få kampens tredje straffespark. Modeste fik chancen fra oprejsning, men hans straffespark blev pillet af Oliver Baumann.

Köln kom ikke på tavlen denne aften, hvor Hoffenheim vandt 3-0 og avancerede til 11. pladsen i tabellen. Köln er nummer 16, fem point over Mainz på den direkte nedrykningsplads.

 


Af Casper Baunsgaard
Lørdag 6. marts
Fredag 5. marts