Luk

Simon Kjær blev hyldet i sikker Milan-sejr

| Serie A | 0 kommentarer

Infoboks

AC Milan - Salernitana 2-0
Serie A
5' 1-0 Franck Kessié
18' 2-0 Alexis Saelemaekers

Alexis Saelemarkers scorede til 2-0 for Milan i en sejr med samme cifre over Salernitana. Belgieren sendte i den forbindelse en flot hilsen til skadede Simon Kjær.

AC Milan havde mistet førstepladsen i Serie A til Napoli efter to nederlag i de seneste fire kampe, så lørdagens opgør mod den absolutte bundprop fra Salernitana var et vigtigt et af slagsen for Milano-klubben.

Hjemmeholdet måtte klare sig uden den danske forsvarsklippe Simon Kjær, der på grund af en ledbåndsskade ikke vil komme i kamp i de næste seks måneder. 

I hans sted var Fikayo Tomori placeret i det centrale forsvar sammen med Alessio Romagnoli.

I 15 kampe havde gæsterne inden slaget på San Siro samlet otte point sammen, så sejre var efterhånden en nødvendighed, hvis de ville undgå at tilbringe næste sæson i Serie B.

Som forventet kom milaneserne blæsende ud, og de sortklædte skulle blot bruge fire minutter på at bringe sig foran.

Rafael Leao lavede et godt stykke forarbejde i venstre side af banen, og han fandt Franck Kessie, der køligt lagde bolden ind til 1-0.

Et lille kvarter efter viste Alexis Saelemarkers sig flot frem, da han fordoblede føringen. Belgieren modtog kuglen inde i feltet og smækkede bolden over i det lange hjørne, men det var hans efterfølgende gestus, der stjal opmærksomheden.

Lige efter scoringen stormede Saelemarkers ud mod bænken, hvor han fik kastet en trøje med navnet Kjær bagpå. Herefter holdt han den op til kameraet. En flot hyldest til den danske forsvarsspiller, der formentlig kiggede med og kunne lune sig på den gestus.

I resten af første halvleg sad Milan på det meste, og de kunne gå til pause med en komfortabel føring.

Salernitana kom mere disciplineret ud til de sidste 45 minutter med en mere kompakt organisation.

De havde dog stadig svært ved at skabe chancer, så det var Milan, der orkestrerede det meste på banen, og de kunne have øget føringen flere gange.

Men scoringer kom der ikke flere af, og derfor hentede Milan en sikker 2-0-sejr på San Siro, og de er nu tilbage på førstepladsen. Den kan dog kan være til låns, hvis Napoli vinder over Atalanta senere lørdag.

Det ser stadig ikke godt ud for Salernitana, der virkelig slider med det i Serie A.


Af Rasmus Glud
Søndag 16. januar