Luk

Simon reddede Athletic Club mod Getafe

| La Liga | 0 kommentarer

Infoboks

Getafe - Athletic Club 0-0
La Liga
90' 0-0 Quique Sanchez Flores

Unai Simon leverede en stor redning i slutminutterne, da Athletic Club spillede 0-0 på udebane mod Getafe i La Liga. 

Getafe havde fået oprejsning på det seneste med otte point i de seneste fem kampe efter en rædselsfuld start på sæsonen.

Mandag aften skulle de forsøge at fortsætte de fine takter og bevæge sig op mod den rigtige side af nedrykningstregen, da Athletic Club kom på besøg i La Liga.

Udeholdet var bedst før pausen, men første halvleg blev en forholdsvist chancefattig affære, da langt de fleste muligheder løb ud i sandet, da den sidste, afgørende aflevering skulle sendes afsted.

Efter 38 minutters spil sendte Dani Garcia et forsøg afsted fra kanten af feltet, men skuddet sad for centralt i banen til at volde Dani Soria problemer.

I første halvlegs sidste minut fik gæsterne en fremragende kontramulighed.

Inaki Williams blev sendt i dybden, og her plejer han at være giftig med sin fart, men tog til gengæld et lidt skævt træk ud i banen.

Han kom dog på rette kurs ind i feltet og snød sin oppasser med en skudfinte, hvor efter han nok burde have lagt den på tværs, hvor han havde to frie holdkammerater.

I stedet afsluttede han svagt med venstrebenet og så blev det ved 0-0 til pausen.

Efter pausen kom Getafe bedre med, og hjemmeholdet havde da også to rigtigt gode chancer for at snuppe sejren.

I det 64. minut modtog Sandro Ramirez en tværpasning, som han tog flot ned, inden han trak forbi sin oppasser og ind i feltet. Her krøllede han bolden mod det lange hjørne, men tæt forbi kassen.

En endnu større chance fik Mathias Olivera fire minutter før tid.

Et hjørnespark blev forlænget til bageste stolpe og landede for fødderne af uruguayaneren, men en flot fodparade af Unai Simon sikrede, at Athletic Club fik et enkelt point med hjem fra opgøret.


Af Andreas Roesen
Mandag 17. januar