Luk

Skarp Robert Skov nettede i Hoffenheim-remis

| Bundesliga | 1 kommentar

Infoboks

Paderborn - Hoffenheim 1-1
Bundesliga
4' 0-1 Robert Skov
9' 1-1 Dennis Srbeny

Robert Skov var på pletten og scorede til 1-0, da Hoffenheim lørdag spillede 1-1 i Bundesliga-opgøret mod bundproppen Paderborn.

I går udtalte Hoffenheim-træner Alfred Schreuder, at danske Robert Skov fremover ville blive brugt i en mere offensiv rolle, når han spiller for klubben.

I dag startede Skov så som lovet i en offensiv rolle på højre fløj, da Hoffenheim gæstede bundproppen Paderborn i Bundesligaen.

Det skulle vise sig at være en god beslutning, for allerede efter fire minutters spil dirigerede 24-årige Skov bolden i nettet.

Holdkammeraten Pavel Kaderabek brød igennem i højre side af Paderborns felt, og han fandt Robert Skov midt i feltet med en flad tværaflevering.

Skov kvitterede for den gode aflevering ved at hamre bolden i nettet med højrebenet, og så var Hoffenheim foran 1-0.

Føringen varede dog ikke længe, for bare fem minutter senere begik Hoffenheim en slem forsvarsfejl, og det udnyttede Paderborn-angriberen Dennis Srbeny til at kanonere bolden i mål fra kanten af feltet.

Så var stillingen 1-1, men det var Robert Skov meget tæt på at ændre ved ti minutter senere.

Danskeren blev sendt afsted i dybden, og han formåede at lobbe bolden over den fremadstormende Paderborn-keeper.

Skuddet blev dog reddet på stregen af en forsvarsspiller, og så var stillingen fortsat 1-1, hvilket den også var ved pausen.

I anden halvlegs begyndelse havde de to hold svært ved at spille sig frem til åbne chancer.

Tempoet i kampen faldt en smule, og det fik de to holds trænere til at skifte ud. Hoffenheim skiftede blandt andet israelske Munas Dabbur på banen, og han fik anden halvlegs største chance kort før slutfløjtet.

Dabbur steg til vejrs i Paderborn-feltet og fra en god placering sendte han et hovedstød mod målet.

Forsøget gik dog akkurat forbi den ene stolpe, og hverken Hoffenheim eller Paderborn kom tættere på i kampens slutfase.

Opgøret endte 1-1. Dermed er Paderborn fortsat isoleret i bunden af Bundesligaen. Hoffenheim og Robert Skov indtager fortsat niendepladsen.


Af Benjamin Alexander Helbo
Onsdag 3. juni
Tirsdag 2. juni