Luk

Skarpe Liverpool pryglede City i PL-topkamp

| Premier League | 99 kommentarer

Liverpool begik ikke mange fejl og slog i overbevisende stil Manchester City med 3-1 i topkampen i Premier League. Klopps tropper har nu ni point til City og otte til Leicester på andenpladsen.

For første gang i Premier League-sæsonen stødte mesterskabsfavoritterne Liverpool og Manchester City sammen, da Anfield dannede rammerne om topopgøret søndag.

Manchester City kom til kampen med flere skader i de bagerste geledder, hvorfor Claudio Braco stod på mål, mens Fernandinho og John Stones dannede midterforsvar og unge Angelino spillede sin blot fjerde PL-kamp på venstrebacken.

Liverpool kunne derimod stille i noget nær stærkeste formation.

Premier League-opgøret fik præcis den eksplosive start, som man kunne have håbet, da Manchester City indledte et angreb, hvor Trent Alexander-Arnold ramte bolden med armen.

City-spillerne appellerede for et straffespark, men i stedet løb Liverpool den anden vej i kontra.

Ad omveje faldt bolden ned til midtbanespilleren Fabinho, der resolut hamrede til bolden med en strakt vrist. På flot vis blev afslutningen holdt nede og helt ude ved stolpen, så Bravo var chanceløs. 1-0 til Liverpool efter seks minutter.

Kort efter var der fare på færde i den anden ende, da Kevin De Bruyne slog et fornemt frispark ind ved forreste stolpe, hvor Raheem Sterling burde have bragt ligevægt i regnskabet, men han placerede sit hovedstød nært forbi.

City var mest på bolden efter scoringen, og det blev kosteligt ved et boldtab efter 13 minutter.

Liverpool udførte en perfekt kontra, hvor Andy Robertson til slut sendte en skruet bold ind til Mohamed Salah, som flot satte hovedet på og bragte Liverpool på 2-0.

En chokstart for Manchester City, som siden stod for halvlegens største chancer.

De lyseblå gæster kom bedre med, men særligt Sergio Agüero savnede sin vante skarphed – et af Citys næreste forsøg var venstrebacken Angelino, der ganske tilfældigt ramte stolpen efter 29 minutter.

De to hold gik til pause ved 2-0, men der skulle ikke gå længe af anden halvleg, før Liverpool igen skulle på tavlen.

Et indkast endte hos Henderson, der kom til baglinjen og sendte et forrygende indlæg til Sadio Mané på bagstolpen, som kom i ryggen på Kyle Walker.

Mané forsøg ramte Claudio Bravo, der noget tvivlsomt, kun kunne parere bolden i mål til en Liverpool-føring på 3-0.

Liverpool havde særdeles godt styr på City gennem anden halvleg, hvor Raheem Sterling var farligste mand med et par enkelte tilløb til forsøg.

Med omkring 20 minutter igen skulle City have reduceret, da De Bruyne sendte en flad centring ind foran mål, men Agüero kunne lige præcis ikke nå frem til afleveringen.

City-spillerne var langt fra normal standard, og Guardiola kunne mange gange se til, at hans tropper tabte bolden i koncentationssvigt.

Med 13 minutter igen kom dog en lysning, da Angelino sendte bolden fladt på tværs, hvor Bernardo Silva fra en svær position sendte bolden flot i mål til 1-3 ved den nærmeste stolpe.

City skruede op efter scoringen, og kun minutter senere, skulle City have været på 2-3, men Sterling afleverede en kende for langt bag Bernardo Silva, der ikke kunne afslutte.

Det skulle ikke blive til flere scoringer, og dermed lægger Liverpool sig i front af Premier League med otte point ned til Leicester på andenpladsen.

City er nummer fire med 25 point - ni op til Klopp og co.


Af Jonas Dalgård
Torsdag 14. november