Luk

Skarpe romere straffede Delaneys Dortmund

| Champions League | 5 kommentarer

Infoboks

Lazio - Dortmund 3-1
Champions League gruppe F
6' 1-0 Ciro Immobile
23' 2-0 Marwin Hitz
71' 2-1 Erling Haaland
76' 3-1 Jean-Daniel Akpa-Akpro

Lazio vandt tirsdag 3-1 over Dortmund i Champions League-gruppespillet, hvor Thomas Delaney igen spillede midtstopper.

Thomas Delaney blev i Dortmunds seneste Bundesliga-kamp skiftet ind i det centrale forsvar grundet en skade til Lukasz Piszczek, og den opgave løste danskeren godt.

Tilsyneladende gjorde Delaney det så godt, at han til tirsdagens Champions League-opgør mod Lazio startede i tremandsforsvaret, selvom Piszczek var klar igen og også startede inde.

Kampen startede rigtig skidt for Dortmund, der kom bagud på en scoring af Ciro Immobile allerede efter seks minutter.

Thomas Meunier mistede bolden i højre side, og så fandt Immobile plads mellem Delaney og Mats Hummels, hvorefter den tidligere Dortmund-angriber sikkert sendte italienerne på 1-0.

Skidt blev endnu værre for Dortmund midtvejs i første halvleg, hvor Lazio havde hjørnespark i venstre side.

Det sendte Luis Alberto tæt ind under mål, hvor bolden snød Dortmund-keeper Marwin Hitz, der ramte bolden med hovedet og blev noteret for et selvmål.

Dortmund havde svært ved at skabe massevis af store chancer og måtte derfor gå til pause i Rom nede med to mål.

Dortmund skiftede unge Giovanni Reyna på banen fra anden halvlegs start, og 20 minutter før tid assisterede han Erling Haalands mål til 1-2, og så var spændingen for alvor tilbage.

Det varede dog kun i fem minutter, for i det 76. minut lukkede og slukkede Jean Akpa Akpro til slutresultatet 3-1 til Lazio.

Thomas Delaney spillede hele kampen, men må altså notere sig en skidt start på Champions League-sæsonen for Dortmund.


Af Martin Schmidt
Søndag 29. november