Skive og Brabrand er begge nedrykkere fra 1. division, og lørdag eftermiddag krydsede de klinger i Aarhus i 2. division gruppe 1.
Hjemmeholdet fra Brabrand kom bedst ud af starthullerne, for efter bare to minutter havde Lasse Møberg bragt dem foran 1-0.
Efter 20 minutter udlignede Skive, da Christoffer Maul Petersen pandede bolden i kassen til 1-1 efter et hjørnespark.
Bare fire minutter senere havde Skive så vendt hele opgøret på hovedet, for her bragte Sebastian Denius skibonitterne på 2-1, og det resultat holdt hele vejen hjem.
Sejren sender Skive forbi Brabrand, og de er nu a point med Kolding IF på førstepladsen.
I Odder hentede Ringkøbing en 2-0-sejr. Lauge Olesen headede gæsterne på 1-0 efter et hjørnespark i første halvleg, inden Lennard Lauridsen efter en time sparkede bolden i kassen efter et glimrende gennemspillet angreb.
Ringkøbing er dermed ubesejret i de seneste fem kampe, efter sæsonen ellers bød på tre nederlag på stribe. Odder ligger fortsat næstsidst.
1 kommentar