Luk

Skive i nyt nederlag: Vi er et svært sted lige nu

| 1. Division | 1 kommentar

Infoboks

Hobro - Skive IK 2-1
1. division
36' 1-0 Mads Hvilsom
42' 2-0 Thomas Enevoldsen
68' 2-1 Sebastian Denius

Skive er kommet skidt fra land i 1. division, men der var dog positive takter mod Hobro, hvor skibonitterne havde fortjent mere, mener forsvarsspilleren Jacob Dehn.

Skive har fået en svær start på sæsonen 1. division med fem nederlag på stribe.

Tirsdag blev det til et 1-2-nederlag mod Hobro, hvor skibonitterne ikke havde fortjent at tabe, fastslår forsvarsspiller Jacob Dehn.

- Vi har ikke været spillet ud af brættet i nogen af kampene, men vi har tabt fortjent i de første fire kampe, siger Dehn til bold.dk.

- Mod Hobro var det ikke fortjent, at vi tabte, og det var vores bedste præstation hidtil i sæsonen, så det skal vi trods alt tage med videre.

- Det var en rigtig positiv indsats fra os. Vi kom med fire nederlag i bagagen og er et svært sted lige nu, men vi fik skabt en nogenlunde lige første halvleg. 

- Vi havde et skud på indersiden af stolpen, og så blev der dømt et noget tvivlsomt straffespark. Sådan er det måske bare, når man er lidt i modgang. Så går tingene ikke vores vej i perioder.

Mangler topscorer Grønning
Skive har i dette transfervindue sagt farvel til topscorer Sebastian Grønning, der er skiftet til Viborg, og som stod for 14 mål i sidste sæson.

I fem kampe har Skive kun scoret to mål, og Jacob Dehn erkender, at dén del skal forbedres.

- Vi mangler selvfølgelig nogle mål lige nu, hvis man kigger på stillingen, og dem kom Grønning jo med i massevis.

- Men jeg tror på, at de spillere, vi har, kan gøre det for os. Vi skal måske sætte tingene lidt anderledes sammen og spille lidt anderledes end i sidste sæson, men når vi først får ramt formlen, ligger der masser af mål og venter.

Skive fokuserer udelukkende på at redde livet i 1. division, og pilen peger fremad, mener Dehn.

- Vi ved godt, at vi skal overleve, og det er det eneste, det handler om. Vi kom fra et forår, hvor vi havde gjort det rigtig godt, og hvis man udelukkende kigger på stillingen i foråret, blev vi nummer to.

- Nu har vi mødt fem rigtig gode hold, som nok er de bedste i rækken, selvom der mange gode med i år.

- Vi har haft et svært program, men jeg synes heldigvis, at pilen peger opad for os efter kampen mod Hobro, siger Dehn.

Næste opgave for Skive er Kolding IF, der efter fire kampe også er noteret for nul point.


Af Sara Margren
Fredag 30. oktober
Torsdag 29. oktober