Luk

Skov Olsen skaffede U21-sejr i livligt drama

| Landshold | 13 kommentarer
Skov Olsen skaffede U21-sejr i livligt drama
Foto: Getty Images

Andreas Skov Olsen scorede begge mål, da U21-landsholdet slog Rumænien med 2-1 i en dramatisk kvalifikationskamp. Oliver Christensen begik og reddede et straffespark. 

Det nye danske U21-landshold spillede tirsdag aften sin første kamp i EM-kvalifikationen, da de havde besøg af Rumænien i Aalborg.

Albert Capellas gav debut til OB-keeper Oliver Christensen, Stuttgarts Nikolas Nartey og Admira Wackers Morten Hjulmand, men det var en gammel kending, der åbnede ballet efter allerede tre minutter.

Andreas Skov Olsen lavede således en klassisk Andreas Skov Olsen-aktion, da han trak ind i banen fra sin højre kant og efter et par træk i feltet sparkede bolden ind på bag den rumænske keeper.

Rumænien stillede med blandt andre Esbjergs Adrian Petre, der også bød ind i glimt, men det var holdkammeraten Florinel Coman, der var mest synlig med en lille håndfuld forsøg mod mål før pausen.

Oliver Christensen var dog vågen i alle tilfælde, og i den anden ende var det flere gange tæt på 2-0. FCK's Carlo Holse ramte stolpe med et indlæg og fik siden reddet et forsøg på stregen af en rumæner, og det var derfor 1-0 ved pausen.

Anden halvleg åbnede i samme livlige spor som første, og efter 56 minutter slog danskerne til igen.

Jacob Bruun Larsen opsnappede en rumænsk fejlpasning og satte turbo på i sit løb mod mål, inden han lagde bolden til rette for Skov Olsen, der sikkert smækkede sit andet mål i nettet.

Skov Olsen var kort efter tæt på et hattrick, men stolpen tog fra for rumænerne, og lidt senere blev Bologna-danskeren reddet af den rumænske keeper.

Rumænien kom frem til lidt i slutfasen, og efter 80 minutter huggede livlige Coman til fra distancen, og denne gang sad bolden ude ved stolpen, hvilket Oliver Christensen ikke fik gjort nok ved. 2-1.

Det gav en nervøs slutfase, hvor rumænerne kom frem til et par kvalificerede muligheder, og i overtiden gav det også et straffespark, da Oliver Christensen kom for sent ned i en duel.

OB'eren tog dog straks revanche ved flot at nappe forsøget fra Coman, og dermed sluttede det 2-1 og med tre danske point.

Ukraine slog samtidigt Malta med 4-0. Finland skuffede med 1-1 mod Nordirland, men fører gruppen med fire point for to kampe. Ukraine har tre point for to kampe.



 


Af Mikael Blond

13 kommentarer

Sims91 20:24          
Godt de fik talt ham målmanden op i starten i kampen. Ganske forfærdelig præstation. Nok meget godt at han fik reddet straffesparket til sidst.
sjn 20:26          
Arh. Han havde sgu mange gode redninger i kampen
Kongen af København 20:27          
Det var da godt nok noget så unødvendigt at lukke dette her rumænske hold ind i denne her kamp som vi burde havde vundet med 2-3 mål. Derudover glædeligt at se Skov Olsen. Ærgerligt vi ikke fik ham til FCK, han havde været ideel som afløser for Skov. Skidt kamp af keeperen. Han skal nok stramme lidt op hvis han skal beholde den plads. Men fortjent sebr
Kongen af København 20:27          
*sejr
madin 20:28          
Sims91:

Forstår ikke helt, er det forfærdeligt at have 7 redninger i en kamp? Et forsvar har trods alt også et ansvar.
alexis 20:31          
Skov Olsen er bedre end Robert Skov
DJE100 20:32          
Hold kæft hvor er skov olsen god ! Sindsyg giftig. Mange rigtigt gode præstationer. Udover det står målmanden jo en rigtig god kamp indtil rumæniens første mål, som han selvfølgelig SKAL ha, og straffet er selvfølgelig også en stor fejl, men ok han retter jo selv op på den på bedste måde. Fuld fortjent sejr til Danmark .
Fredag 20. september