LeoVegas.dk ready? betfair Casino Casino24 Advertisement

Skovbakken bliver til VSK Aarhus

| 2. Division | 1 kommentar
Skovbakken bliver til VSK Aarhus
Foto: Skovbakken
Skovbakken er fusioneret med VIK Fodbold og er blevet til VSK Aarhus, men klubben skal ikke bygge store luftkasteller, fastslår formand Leif Gjørtz Christensen.

Skovbakkens fusion med VIK Fodbold er en realitet, og klubbens nye navn bliver Vejlby Skovbakken Aarhus – i daglig tale VSK Aarhus.

Klubbens formand, Leif Gjørtz Christensen, glæder sig over, at de to klubber ikke længere skal slås om de samme sponsorer og samarbejdspartnere.

- Fusionen sker i høj grad for at skaffe flere ressourcer og indfri nogle af de ambitioner, vi har. Vi tror på, vi kan få en bedre klub, dels at skabe et meget stærkt fodboldmiljø for børn og unge, dels for at få skabt rigtig gode vilkår for seniorfodbolden, siger Christensen til bold.dk.

- Det gør vi ved at vi kan mobilisere flere folk, der trækker i samme retning samtidig. Vi bliver langt mere interessante for sponsorer. Vi er jo i top tre af de store klubber i Aarhus, og vi får samtidig kræfter til at øge indtægtsgivende aktiviteter.

- Vi har masser af gange hørt fra blandt andet sponsorer, at der jo er to klubber, så de vil ikke støtte nogen af os. Det håber vi, vi er forbi nu.

Trods fusionen skal man ikke regne med de helt store revolutioner lige foreløbig. VSK Aarhus forbliver amatørklub og tager et skridt ad gangen.

- Vi har ikke planer om at lave kontraktfodbold, men vi vil gerne være Danmarks bedste amatørklub i divisionen. Vi skal ikke i gang med at bygge store luftkasteller, det har vi set mange klubber gå ned på.

- Vi vil skabe et robust fundament for at udvikle fodbold. Det tager nogle år at bygge det her op, så vi kommer ikke til at lave vanvittigt meget om på målsætningen til næste sæson. Vi foretager ikke nogen fantasi-spring, fordi vi er fusioneret.

- Nu skal vi have klubben til at fungere, og vi tror på, at vi kan få nogle smartere løsninger i forhold til at samarbejdspartnere og kommune, når vi er en samlet enhed.

Skovbakken sluttede som nummer seks i 2. divisions nedrykningsspil i den forgangne sæson.

bold@bold.dk

Premier League, Superliga og Europa League Kom i gang nu på Eurosport Player 
Advertisement

Af Sara Margren

1 kommentar

VIF57 14:17          
Tillykke til en fusion, der IKKE hedder FC...............
Mandag 12. november