Luk

Skovser efter 0-7: FCH det bedste hold i 2. div.

| 2. Division | 0 kommentarer
Skovser efter 0-7: FCH det bedste hold i 2. div.
Foto: Claus Birch, FC Helsingør

Infoboks

Skovshoved - HIK
2. Division Gruppe 1 (23/10)
Oddset 4,80 3,85 1,60

Efter fredagens 0-7-snitter til FC Helsingør kalder Skovshoveds Frederik Mehder Helsingør for det bedste hold, han har mødt i 2. division.

Skovshoved fik fredag ørerne i maskinen, da holdet tabte med hele 0-7 ude mod FC Helsingør i 2. division.

Gæsternes målmand Frederik Mehder, som har en fortid i Helsingør, var imponeret over hjemmeholdets kvalitet.

- Det er kort og godt det stærkeste hold i 2. division. De er skarpere end alle andre hold i rækken. Jeg kan ikke huske, jeg har mødt et 2. divisions-hold, som var stærkere, siger Mehder til bold.dk.

- Deres spillere er skarpe, og de kunne sagtens spille på en højere hylde. De har som hold niveau til mere end 2. division, og hvis man skal have point i Helsingør, skal man virkelig være der, mens de skal mangle noget. Sådan var det ikke i fredags.

Mens Frederik Mehder er imponeret over Helsingør, påpeger han samtidig, at Skovshoveds indsats ikke var acceptabel.

- Det må aldrig ske, at man er bagud med fire efter 14 minutter. Jeg har spillet pokalkampe mod Superliga-hold, som burde være langt stærkere end os, og der skete det ikke engang.

- Det virkede til, at vores spillere havde en god fornemmelse før kampen, der var ild i øjnene. Men den ild blev godt nok hurtigt slukket. Vi var langt fra klar fra start, og det er svært at sige, hvad der gik galt.

- Jeg har aldrig prøve at tabe så stort før. Personligt kan jeg ikke se, hvad jeg skulle have gjort anderledes, men som holdspiller er jeg bare pisse træt af det, og nu skal vi rejse os mod HIK, siger Mehder til bold.dk.

Skovshoved ligger i bunden af tabellen i 2. divisions gruppe 1 og møder i næste runde lokalrivalerne fra HIK.


Af Mikkel Nøhr

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Mandag 21. oktober