Luk

Skovshoved-chef: Jeppe Kjær bør spille SL

| 2. Division | 2 kommentarer
Skovshoved-chef: Jeppe Kjær bør spille SL
Foto: Lyngby Boldklub

Skovshoveds Claus Larsen letter på hatten for FC Helsingør og i særdeleshed Jeppe Kjær efter fredagens 0-7-nederlag.

Skovshoved fik en på lampen, da holdet fredag tabte med 0-7 ude mod FC Helsingør i 2. division.

Cheftræner Claus Larsen kunne efter kampen ikke gøre andet end at lette på hatten for modstanderen, som i Larsens øjne er for god til 2. division.

- Som FC Helsingør spillede i går, er det et hold, som hører hjemme i 1. division. Jeppe Kjær bør ikke spille i denne række, men i Superligaen, og spillere som Nicolas Mortensen og hele deres forsvar bør spille i 1. division, siger Larsen til bold.dk.

- Så vidt jeg ved, var det kun deres målmand i deres startopstilling, som ikke har spillet i Superligaen, og holdet er fuldtidsproffer og træner om formiddagen, mens vi kom direkte fra arbejde til kampen og skulle forsøge at følge med dem.

- Det er et virkelig godt hold, og vi var bare overmatchet, længere er den ikke.

Helsingør topper 2. division gruppe 1 ganske suverænt med otte point ned til Vanløse, som dog har en kamp i hånden.

Især på hjemmebane har nedrykkerne været nærmest suveræne, da seks kampe har givet 16 point og en målscore på 27-3.

- Når man kommer herop på deres kunstgræs, hvor de virkelig kan lægge pres på, er det første kvarter uhyre vigtigt, Der skal man altså ikke komme bagud. Men mod os scorede de på et klassemål efter bare halvandet minut, og så førte de 4-0 efter et kvarter.

- Spillerne kæmpede og gav alt, men vi mødte bare et hold, som var bedre end vores. Jeg foretog en udskiftning midtvejs i halvlegen og igen i pausen for at få sat en prop i, men de spillere, som blev taget ud, var ikke dårligere end andre, jeg var bare nødt til at gøre noget.

- De fik nogle mål, hvor vi måske kunne have gjort mere, men fire af deres scoringer var bare rigtig flotte og ikke normalt noget, man ser i 2. division. Det må man bare lette på hatten for, og så må vi få rejst os til næste kamp, siger Larsen til bold.dk.

Skovshoved ligger sidst i tabellen og skal i næste runde spille lokalopgør mod HIK.


Af Mikkel Nøhr
Mandag 21. oktober