Skovshoveds 24-årige sidste skanse Tobias Brogaard er i denne uge taget på eventyr i Litauen, hvor han skal vise sig frem i FK Panevezys.
Opholdet er kommet i stand gennem Brogaards agent Henrik Bek.
- Det er en meget spændende mulighed for Tobias. Klubben er nyoprykket til den bedste række og kun to år gammel, men de er også meget ambitiøse.
- Som jeg forstår det, er målsætningen top fem i den kommende sæson, siger Henrik Bek til bold.dk og tilføjer:
- Klubben skal bruge en ny førstekeeper, og det er i det lys, at de har inviteret Tobias over.
Hvis FK Panevezys ender med at satse på Brogaard, vil det være på en fuldtidsaftale.
- Jeg er utrolig glad og taknemlig over at have fået denne mulighed af FK Panevezys og min agent. Det er en hver lille fodboldguts drøm at få lov at leve af at spille fodbold.
- Og uanset hvad der kommer ud af det her ophold, får jeg en kæmpe oplevelse og en udfordring, som jeg altid kan se tilbage på med stor glæde, siger Brogaard til bold.dk.
Brogaard har tidligere været i Nykøbing FC og Frem.
mikael@bold.dk


Skovshoved
CampoBet 2. division

























