Luk

Skuffet Vejle-komet: Ligeglad med målet

| 3F Superliga | 3 kommentarer

Infoboks

AC Horsens - Vejle Boldklub 3-1
Superligaen Grundspil
8' 1-0 Louka Prip
41' 2-0 Kjartan Finnbogason
49' 3-0 Jannik Pohl
90' 3-1 Wahid Faghir

Vejles Wahid Faghir kan ikke bruge sit mål mod AC Horsens til noget, når det blev til et 1-3-nederlag. 

Efter en rigtig god start på sæsonen som oprykker, er Vejle kommet en smule ned på jorden igen.

Klubben har nemlig ikke vundet de seneste fire kampe i 3F Superligaen, og søndag blev det tilmed til et nederlag mod bundholdet AC Horsens, der vandt opgøret 3-1. 

17-årige Wahid Faghir fik reduceret undervejs, da han scoret sit andet mål i sæsonen, men den scoring tillægger han ikke selv meget værdi.

- Jeg er egentlig ret ligeglad, når vi tabte kampen. Så er det lige meget, om jeg scorede eller ej. Havde vi vundet, så havde det været noget helt andet. Men nu tabte vi kampen, så jeg er rimelig ligeglad med målet, siger Wahid Faghir.

Nederlaget kunne da også være undgået, hvis man spørger den unge angriber, der var træt af at se et Vejle-mandskab, der manglede skarphed og begik masser af personlige fejl. 

- Vi skabte en masse chancer, som vi ikke fik udnyttet og scoret på. Vi lavede en masse personlige fejl, der kostede os, for de scorede på vores fejl. Så er det klart, at vi ikke vandt, når vi lavede så store personlige fejl. 

- Hvis vi havde reduceret, så havde kampen nok set lidt anderledes ud. Da de scorede til 3-0, mistede vi en masse energi, men som jeg sagde, så var det personlige fejl, der gjorde, at de scorede, og det kostede os kampen. 

Vejle og Wahid Faghir får mulighed for revanche lørdag, når de er værter i kampen mod FC Midtjylland. 

Støt AC Horsens og køb en fanfigur


Af Andreas Roesen
Mandag 18. januar
Søndag 17. januar