Luk

SL-boss jubler: Fuld kapacitet fra 1. august

| 3F Superliga | 6 kommentarer

Infoboks

Divisionsforeningen jubler over, at man fra 1. august kan se frem til at fylde de danske stadioner helt - dog med undtagelse af ståpladser.

Natten til torsdag blev en ny genåbningsaftale forhandlet på plads, og den aftale har ført godt nyt med sig for danske fodboldfans, da afstands- og sektioneringskravet fjernes til siddende udendørs arrangementer per 1. august.

Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, bekræfter overfor bold.dk, at nattens aftale betyder, at de danske stadions kan fyldes fra 1. august - dog med undtagelse af ståpladser.

- Vi er rigtig glade for, at vi fra 1. august ikke længere har afstandskrav og sektioneringskrav, for det betyder, at vi igen kan få fuld kapacitet, siger han og tilføjer:

- Godt nok vil nogle stadions ikke kunne fyldes, da de mangler at måtte fylde ståpladserne. Men vi er glade.

Superligaen starter i midten af juli, og derfor må de første uger fortsat spilles med afstandskrav og sektionering på tribunerne.

I aftalen gælder det, at der fortsat skal være faste pladser og registrering af deltagere med henblik på at sikre muligheden for en effektiv smitteopsporing. Ved arrangementer med over 2.000 tilskuere vil der være krav om coronapas frem til 1. oktober.

- Vi skal nok finde ud af det med coronapasset. Indtil nu har det jo fungeret fint, og selv om der ligger noget ekstra administrativt og økonomisk i det, så er vi rigtig glade.

Udefans er endnu ikke afklaret

Mens fansene i slutningen af sæsonen kom tilbage til de danske stadions, så var udebanefans ikke velkomne.

Den beslutning var truffet mellem klubberne i Divisionsforeningen, og endnu er det uklart, om det ændrer sig til den kommende sæson.

- Det har vi ikke taget stilling til. Vi skal have det diskuteret, og så finder vi ud af det. Om udefansene kommer tilbage, det afhænger også af den konkrete udvikling, lyder det fra Claus Thomsen.

Med i nattens aftale var det også, at det nu er tilladt at have 25.000 fans på lægterne til EM-kampene i Parken ved sommerens slutrunde.


Af Jonas Dalgård
Torsdag 17. juni