


FC Nordsjællands cheftræner Kasper Hjulmand erklærer sig lidt irriteret over, at flere af holdets profiler døjer med skader efter at have været på landsholdsopgaver i vinterperioden.
Hjulmand indikerer også, at han kommer til at give dem pauser i foråret.
- Den slags betyder jo, at de er nødt til at træne i december for at holde sig helt klar til de opgaver. Vi har spillere i truppen, der var med U21-landsholdet til EM i sommer og atter har været af sted denne vinter, siger Hjulmand til Ekstra Bladet og tilføjer:
- Vi kommer til at tage dem ud i perioder. Spillere i den aldersgruppe har behov for at være helt ude i tre-fire uger i perioder, og det kommer vi til. Så vi kommer til at tage Mathias Jensen ud i en periode.
Mads 'Mini' Pedersen, Victor Nelsson og Mathias Jensen var alle med det danske ligalandshold i januar, mens Jonathan Amon har været væk med det amerikanske U20-landshold.
Mini, der sad over mod SønderjyskE søndag, og Jensen var begge med U21-landsholdet i sommer og ligalandsholdet denne vinter.


FC Nordsjælland
3F Superliga

































