Morten Rasmussens udvisning syv minutter inde i 2. halvleg kom til at præge kampen, men ikke i afgørende grad. For resten af de danske spillere var gode til at holde hovedet koldt og fortsætte med at turde spille fodbold, når de havde bolden, så presset imod de 10 danskere blev aldrig så stort, som det havde været imod 11 mand i kampens første fjerdedel.
Til allersidst fik England altså alligevel et sejrsmål, der nok kan betragtes som fortjent, fordi gæsterne stod for det meste initiativ i kampen, men som naturligvis var bittert for danskerne. Ikke mindst i betragtning af, at der var så kort tid tilbage at spille i.
Englænderne startede klart bedst og fik lagt pres på de bageste danske rækker.
Især angriberen Carlton Cole, midtbanespilleren Kieron Richardson og den bevægelige højre wing James Milner gav danskerne en del problemer, og der var kun spillet seks minutter, da sidstnævnte headede i mål på riposten efter et skud fra Nigel Reo-Coker, som ramte overliggeren.
Heldigvis for danskerne blev scoringen af lidt mystiske årsager annulleret, og herefter kæmpede Flemming Serritslevs afbudsramte tropper sig mere ind i kampen.
Jonas Kamper voldt især inden pausen temmelig store problemer for englænderne, og han var også oplæggeren til en hovedstødsafslutning fra Morten Rasmussen, der markerede Danmarks største tilbud.
Samme Rasmussen fik kort efter pausen afgørende indflydelse på kampens forløb, da han gjorde sig fortjent til sit andet unødvendige gule kort og fik marchordre allerede i 52. minut.
Der kunne ikke indvendes meget imod det røde kort. Men til Danmarks held var England temmelig kraftigt forringet af de seks udskiftninger, træner Peter Taylor havde foretaget i pausen, og faktisk fungerede det danske pasningsspil så godt, at holdet fik produceret flere chancer efter Morten Rasmussens udvisning, end det havde inden.
Indskiftede Dennis Cagara fik bedre styr på Milner, end Nicolai Høgh havde haft, og han var en god støtte i det offensive til Jacob Sørensen, der havde mange gode aktioner på venstrekanten efter pausen.
Det centrale midtbaneeksperiment med Jakob Poulsen og Mikkel Thygesen fungerede også til klart godtkendt hos Danmark, ligesom det centrale forsvar med Leon Andreasen og Martin E. Jensen kampen fik stadig bedre styr på de engelske forwards.
Lige indtil 89. minut. Da gav Martin E. Jensen lige et par cm for meget plads til Dennis Rommedahls Charlton-holdkammerat Darren Ambrose, og så huggede den tidligere Newcastle-spiller omgående til med en afslutning, som ikke efterlod Kevin Stuhr-Ellegaard den mindste chance.
En bitter afslutning for Danmark, der ellers kunne glæde sig over en god holdindsats og en godkendt indsats af de nye folk i opstillingen, som lover godt for efterårets vigtige kvalifikationskampe til U21-EM.
































