Luk

Smukt Ronaldo-lob nedlagde Luxembourg

| EM | 2 kommentarer
Smukt Ronaldo-lob nedlagde Luxembourg
Foto: Getty Images

Cristiano Ronaldo bidrog med en fremragende scoring til Portugals 3-0-sejr over Luxembourg. Andetsteds bookede Ukraine EM-billetten ved at slå Litauen 2-0.

Otte point var facit for Portugal efter fire kampe i EM-kvalifikationen, og fredag aften kunne portugiserne tage et stort skridt i retning af næste sommers slutrunde.

Her ventede der nemlig en hjemmekamp mod miniputterne fra Luxembourg, der i den kommende uge møder Danmark i en venskabskamp.

Portugal stillede til start med en farlig offensiv trio bestående af Bernardo Silva, Joao Felix og Cristiano Ronaldo, og førstnævnte fik en hovedrolle efter godt et kvarters spil.

Efter opspil i højre side havnede bolden for fødderne af Manchester City-profilen, der sikkert sparkede Portugal på 1-0.

Luxembourg var nærgående midtvejs i første halvleg, men skarpheden manglede, hvorfor Portugal gik til pause med en etmålsføring.

Cristiano Ronaldo var tæt på at fordoble Portugals føring efter en lille time, men afslutningen gik tæt forbi den ene stolpe.

En håndfuld minutter senere lykkedes det dog Ronaldo, der opsnappede en tilbagelægning mod gæsternes målmand, at komme på tavlen.

Ronaldo lobbede iskoldt bolden over gæsternes fremadstormende målmand, og så var kampen så godt som afgjort med stillingen 2-0. 

Bernardo Silva kunne let have sikret en 3-0-føring kort efter, men præcisionen manglede.

I de døende minutter lykkedes det dog Portugal at score for tredje gang, da indskiftede Goncalo Guedes lukkede og slukkede til 3-0.

Ronaldo og co. er på andenpladsen i gruppe B med fire point ned til Serbien. Begge hold har tre kampe tilbage i EM-kvalifikationen.

Længere østpå vandt Ukraine 2-0 over Litauen på to mål af Ruslan Malinovsky.


Af Martin Schmidt

2 kommentarer

La Masia 00:30          
Ukraine er ikke sikret en EM billet!!!
Karpan 01:33          
@La Masia
Ukraine er ikke sikret en EM billet!!!
Men det bliver de, det er næsten ikke til at undgå :)
Lørdag 19. oktober
Fredag 18. oktober