LeoVegas.dk Roskilde Festival Bethard Casino24

Luk

SønderjyskE lurer på 2. divisions-komet

| Danmark | 4 kommentarer
SønderjyskE lurer på 2. divisions-komet
Foto: Getty Images
SønderjyskE holder øje med Koldings Kristian Kirkegaard, bekræfter sportschef Hans Jørgen Haysen over for bold.dk. Sønderjyderne vil have en-to nye spillere til offensiven. 

Kolding-spilleren Kristian Kirkegaard havde et fremragende efterår i 2. division og blev af flere kollegaer fremhævet som rækkens største profil i bold.dks rundspørge. 

Han har selv berettet om interesse fra større danske klubber.Og en af de klubber, som holder et skarpt øje med den 21-årige offensivspiller, er SønderjyskE.

Det bekræftede sportschef, Hans Jørgen Haysen, da SønderjyskE mandag havde første træningsdag efter jul.
 
- Kristian Kirkegaard er en spændende spiller, og vi holder øje med ham.
 
- Han er en rigtig fin spiller, som kan nogle rigtig, rigtig fine ting rent offensivt. Han løber samtidig rigtig meget i kampene, så jeg tror også, andre klubber holder øje med ham, siger Hans Jørgen Haysen til bold.dk.
 
SønderjyskE har tidligere haft stor succes med at hente spillere fra lavere danske rækker og gøre dem til Superliga-profiler.
 
Transferstrategien med at hente spillere i de lavere rækker kan meget vel gentage sig i vinterens transfervindue.
 
- Der render rigtig mange dygtige spillere rundt i 2.division. Horsens har eksempelvis haft god succes med at gøre det.
 
- Det er ikke kun 1.division, hvor der render spændende spillere rundt. 2. division er helt sikkert også et marked, siger Haysen.

En-to nye offensivspillere
Sportschefen siger samtidig, at SønderjyskE skal agere i løbet af transfervinduet.
 
- Med Alexander Bahs skade kunne vi godt bruge en eller to til de offensive pladser. Om det så er en kantspiller, en 10´er eller en angriber, må vi se.
 
- Derudover kan Anders Egholm og Simon Poulsens karrierestop også betyde, at vi skal kigge på noget til de defensive pladser, siger Haysen.
 
SønderjyskE hentede i sommer den engelske målmand Reice Charles-Cook på en halvårig kontrakt, men han var ikke at finde på første træningsdag.
 
- Lige nu har vi kun to målmænd i klubben i form af Sebastian Mielitz og Victor Smedsrud. Dermed skal vi også have fundet ud af noget på den position, siger sportschefen.
 
SønderjyskE spiller holdets første træningskamp d. 17. januar mod Esbjerg.

Magnus Winterskov/mikael@bold.dk
 


Stream Vejle Boldklub – SønderjyskE på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Mikael Blond
Fredag 22. marts