Luk

SønderjyskE-spillere efter sejr: Vi er lettede

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

SønderjyskE - Brøndby IF 1-0
Superligaen Grundspil
90' 1-0 Abdulrahman Taiwo

SønderjyskE-spillerne Stefan Gartenmann og Marc Dal Hende var lettede oven på 1-0-sejren over Brøndby.

SønderjyskE fik sin første sejr i Superligaens anden runde, men måtte vente helt til niende kamp, før sejr nummer to kom i hus.

De tre point blev sikret søndag, da nigerianske Abdulrahman Taiwo blev matchvinder mod Brøndby med sit 1-0-mål kort før tid.

Forløsningen og lettelsen var derfor stor i SønderjyskE-lejren efter kampen, fortæller stopperen Stefan Gartenmann.

- Det er en af de vildeste sejrssange, vi har haft, siden jeg er kommet til klubben. Der var noget, som skulle skriges ud, og noget lettelse på en eller anden måde.

- For det har været træls at spille gode kampe, men også mindre gode kampe, og ikke få nogen point med.

- Nu med tre point her gør det, at vi holder os inde i kampen og ikke bliver hægtet af. Det er ekstremt vigtigt i den her Superliga, fordi den er så tæt, som den er, siger 24-årige Gartenmann.

SønderjyskE spillede sig med sejren over AGF og over stregen på tiendepladsen, hvor sønderjyderne med otte point er lige med søndagens modstander, Brøndby, som dog er nummer ni med en bedre målscore.

Kampen mod Brøndby lignede længe en uafgjort, men SønderjyskEs anfører, Marc Dal Hende, mener, at der er en verden til forskel på ét og tre point.

- Forskellen på de to er meget stor. Den her forløsning, som vi kunne give vores hjemmefans, var vigtig, for de har stået bag os hele vejen.

- Så er der det mentale med holdet, fordi vi har slidt i det med pointene. De sidste to kampe har spillet så været godt, hvor vi har skabt flere chancer og været mere modige.

- At vi så får belønningen i dag, er jeg bare rigtig stolt af, siger han.

SønderjyskE tyske cheftræner, Michael Boris, kom til klubben i sommerpausen, og han ser sit hold blive bedre og bedre til at forstå, hvordan han ønsker, spillet skal være.

Han synes dog ikke, at den forløsende sejr gør arbejdet nemmere frem mod SønderjyskEs næste kamp, som er pokalkampen på onsdag mod B 1913.

- Der er ingen nemme kampe, men selvfølgelig er det fedt at vinde mod Brøndby.

- Først har vi en vigtig pokalkamp på onsdag, og taber vi den næste superligakamp, så er vi dog tilbage ved den dårlige snak igen. Derfor er vores tilgang ikke ændret, siger han.

/ritzau/


Af Krister Olsen
Tirsdag 26. oktober
Mandag 25. oktober