Luk

Sørloth storspillede i FCM-sejr

| Superligaen | 55 kommentarer
Sørloth storspillede i FCM-sejr
Foto: Getty Images

FC Midtjylland trak det længste strå i topkampen mod AC Horsens i Superligaen. 4-2 vandt Jess Thorups mandskab efter storspil af Alexander Sørloth, der scorede én og lagde op til de øvrige.

Der var topkamp i fredagens kamp i Superligaen, da Jess Thorups FC Midtjylland-mandskab på andenpladsen havde besøg af Bo Henriksens Horsens-tropper, der før kampen indtog rækken fjerdeplads.

Horsens havde scoret otte ud af sine ni sidste mål efter dødbolde, mens FC Midtjylland havde vundet fire kampe i træk, og havde slået Horsens i de sidste syv hjemmekampe.

Gæsterne måtte undvære Joseph Mensah, og det betød, at Mads Døhr Thychosen startede på højre midtbane, mens backerne udgjordes af Jonas Thorsen og Thomas Kortegaard.

FCM stillede op i det nye 3-4-3-system, hvor Filip Novak var venstre midtstopper, mens Marc Dal Hende lå som venstre wingback.

Og det var Horsens, der kom bedst ud og havde en god chance ved anfører Kjartan Finnbogason efter blot to minutter, da han headede et frispark over mål.

Og selvom det var de hvidklædte gæster, der havde indledt kampen bedst, var det Ulvene, der bragte sig i spidsen, da der var spillet et lille kvarter.

Kian Hansen tog et indkast, som blev spillet tilbage til ham, hvorpå han trillede bolden ud til anfører Jakob Poulsen, der slog bolden ind i feltet.

Der stod Alexander Sørloth godt placeret, og så snittede han bolden i nettet til 1-0.

Målet gav FC Midtjylland det spillemæssige overtag, men Horsens fik udlignet midtvejs i halvlegen.

En bold blev spillet ind i feltet, hvor Mikkel Qvist skulle bruge tre forsøg, før han fra en liggende position kunne skrabe udligningen og sit første sæsonmål ind bag Jesper Hansen.

Fem minutter efter udligningen var det meget tæt på en ny føring til midtjyderne, da Alexander Sørloth blev spillet dybt og fra en spids affyrede et hårdt, fladt spark, der akkurat sneg sig forbi den fjerneste opstander.

Den chancerige affære fortsatte, og efter en halv time trykke Mikkel Qvist af fra kanten af feltet, men Jesper Hansen fik pareret forsøget.

Et par minutter efter foregik det i den anden ende, da Jakob Poulsen smed bolden ind foran mål, hvor Alexander Sørloth ikke fik ordentlig træf på.

Det gjorde Filip Novak til gengæld tre minutter før pausen.

Et langt indkast fra Kian Hansen blev forlænget af Sørloth, hvor Novak dukkede op ved bagerste stolpe og kunne bringe FC Midtjylland foran med 2-1, som var stillingen ved pausen.

I anden halvleg kom værterne bedst ud, og efter 56 minutter manglede der ikke mange centimeter, da Jakob Poulsens frispark akkurat krøllede sig forbi målhjørnet.

Hvor første halvleg havde været en mere jævnbyrdig affære, stod der FC Midtjylland på det meste i første halvleg, hvor der var flere muligheder for at lukke kampen.

Det skete med et kvarter tilbage. En storspillende Alexander Sørloth førte bolden hurtigt frem i en omstilling, hvor han i venstre side sagde farvel til Peter Nymann, der netop var blevet skiftet ind til sin første kamp i sæsonen efter en skadespause.

Sørloth fandt Mikkel Duelund, der lige var blevet sendt i aktion, og den 20-årige midtbanespiller scorede sikkert.

Horsens begyndte at røre lidt mere på sig, og med fire minutter igen lykkedes det at reducere, da Jonas Thorsen scorede for anden kamp i træk, da han sendte bolden i mål fra tæt hold efter en dødbold.

Paul Onuachu slukkede dog hurtigt Horsens' forhåbning om en udligning, da han scorede minuttet efter reduceringen.

Igen var det Alexander Sørloth, der satte op til scoring, da han næsten i en tro kopi af 3-1-målet lagde bolden på tværs.

Denne gang var det Paul Onuachu, der lå på´midten, og nigerianeren svigtede ikke. 4-2.

Det blev kampens resultat, og dermed topper FC Midtjylland Superligaen før rundens øvrige kampe.

Stream AGF – FC Midtjylland på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Elias von Staffeldt
Søndag 21. juli