FC København blev suveræne doublemestre i sidste sæson, mens de i denne sæson balancerer på kanten af top seks i Superligaen.
Manager Ståle Solbakken er da heller ikke bleg for at give sig selv en rimelig kontant betegnelse.
- Der er ingen tvivl om, at efteråret var en fiasko. I FCK melder vi altid ud, at vi vil vinde både mesterskabet og pokalturneringen. Det kommer vi ikke til i år, og dermed er sæsonen vel en fiasko.
- Hvis vi skal fortsætte ned ad den vej, så har jeg også været en fiasko denne sæson, for det er mit ansvar, som jeg har sagt mange gange tidligere, siger Solbakken til Ekstra Bladet.
FC København møder søndag Brøndby i pokalen, som kan være klubbens vej ud i Europa. Solbakken ser dog også en anden mulighed.
- Det bliver en svær halvsæson, da vi jo ikke kan vinde de point tilbage, vi smed i efteråret. Men i første omgang må vi komme i mesterskabsslutspillet og derfra så langt op i tabellen som overhovedet muligt. Jeg tror på, det er muligt at komme i Europa via Superligaen, siger Solbakken.
FCK er 18 point efter førerholdet FC Midtjylland med potentielt 17 kampe tilbage af sæsonen.


FC København
3F Superliga































