Luk

Son orkestrerede testsejr på fin Spurs-halvleg

| Træningskampe | 0 kommentarer

Infoboks

Colchester - Tottenham 0-3
Træningskamp
11' 0-1 Heung-Min Son
14' 0-2 Lucas Moura
38' 0-3 Dele Alli

Son Heung-Min scorede selv og lagde op til to kasser, da Tottenham onsdag aften slog Colchester med 3-0 i en testkamp. 

Mens Pierre-Emile Højbjerg stadig nyder en velfortjent ferie efter EM-slutrunden, så var hans holdkammerater i Tottenham onsdag aften i kamp.

London-klubben testede nemlig formen frem mod den kommende sæson med en træningskamp mod Colchester, der spiller i League Two.

Blandt de meste prominente navne i startopstillingen var Son Heung-Min, Steven Bergwijn, Lucas Moura, Eric Dier og Dele Alli.

Sydkoreanske Son sendte Premier League-mandskabet planmæssigt i front efter 11 minuters spil, da han gled alene igennem sammen med Bergwijn.

Hollænderen trillede uselvisk bolden til siden, hvor han fandt sin angrebsmakker, der sparkede bolden i nettet.

Tre minutter senere sendte Son et hjørnespark ind i panden på Lucas Moura, der ved forreste stolpe stangede læderet i nettet.

Son Heung-Min var dog ikke færdig som oplægger, og i det 38. minut vippede han bolden over til fjerneste stolpe.

Her fandt han Dele Alli, der styrede bolden i nettet med sin brystkasse.

Fra anden halvlegs start fik det sydkoreanske es fyraften, og det betød samtidigt også, at der ikke faldt flere scoringer i kampen, der altså endte 3-0 til Tottenham.

Det var Tottenhams anden testkamp, efter holdet spillede 1-1 mod Leyton for en uges tid siden.

Inden Premier League-start venter testkampe mod MK Dons, Chelsea og Arsenal.


 


Af Andreas Roesen
Søndag 25. juli