Luk

Spændt Jacob R: Stort at repræsentere sit land

| EM U21 | 0 kommentarer
Spændt Jacob R: Stort at repræsentere sit land
Foto: Getty Images

Det er stort for Jacob Rasmussen at få lov til at repræsentere Danmark ved en slutrunde. Han var også med til U21-EM i 2017, men denne gang er det anderledes.

Jacob Rasmussen har efterhånden prøvet en del i sin unge fodboldkarriere, men det gør ikke oplevelsen ved U21-EM i Italien mindre.  

Forsvarsspilleren er udset til at spille en nøglerolle i den danske defensiv ved slutrunden, og han glæder sig til at kæmpe for de rød-hvide farver.  

- Vi er spændte alle sammen, det er stort for os alle. Det er dejligt at være her. Det er det, vi har set frem til i noget tid, siger han til bold.dk i landsholdslejren i Udine.  

- Nu har vi vidst i noget tid, at vi skulle her ned, og det er det, vi har gået og ventet på. Nu har vi bare fokuseret på at komme af sted og gøre det godt for Danmark.  

I den forgangne sæson spillede Jacob Rasmussen blandt andet store kampe mod AC Milan, Inter og Lazio for Empoli, men det får ikke denne oplevelse til at blegne.  

- Selvfølgelig er det stort at repræsentere sit land ved en slutrunde. Jeg tror, at det er noget, mange spillere drømmer om, når de er små og starter med at spille.  

- Jeg har spillet store kampe før, men det gør ikke øjeblikket mindre stort for mig. Det der med at skulle repræsentere sit land er noget af det største, man kan opleve, og jeg er bare glad for, at vi kan være her og forhåbentlig opnå noget stort, siger han. 

Har fået en større rolle

Forsvarsspilleren var også med til EM-slutrunden i 2017, hvor han fik en enkelt kamp. Det er dog anderledes denne gang.   

- Det er anderledes i den forstand, at jeg har været med i alle kvalifikationskampe. Sidste gang var jeg med i nul kvalifikationskampe og kom med på et afbud. Så jeg føler, jeg har en større andel i det hele og har fået en større rolle.  

- Det gør det selvfølgelig også endnu dejligere. Jeg ved, jeg har bidraget på en anden måde, end jeg gjorde sidst. Der var jeg ikke inde omkring holdet på noget tidspunkt i kvalifikationen, siger han. 

Jacob Rasmussen er én af syv spillere, der også var med til den seneste slutrunde, og det har en betydning for hans rolle i truppen denne gang, vurderer han.  

- Det er logisk. Jeg er en af dem, der har prøvet det før. Jeg har måske noget mere erfaring, men det her er i og for sig ikke vildere end normalt. Det er trods alt bare fodbold, og vi ved, vi har kvaliteter alle sammen.  

- Det handler bare om at gå ind og nyde det og turde at spille, siger Jacob Rasmussen. 

Den 22-årige forsvarsspiller har spillet 18 kampe for det danske U21-landshold.  

Se Brøndbys Europa League-kvalifikation Live på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Anton Græsdal Maajen

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Onsdag 17. juli
Tirsdag 16. juli