LeoVegas.dk ready? betfair Casino Casino24 Advertisement

Spændt Lyngø: MLS er det langsigtede mål

| USL Pro League | 0 kommentarer
Spændt Lyngø: MLS er det langsigtede mål
Foto: Getty Images / Jan Christensen

Infoboks

Se alle kampe fra Nations League

Kom i gang nu på Eurosport Player 

Advertisement
Nordjyden Nikolaj Lyngø er spændt på at tage skridtet til Hartford Athletic i USA, hvor målet er at spille fast og måske gøre sig interessant for MLS-klubber på sigt.

Det nye år kommer til at byde på en stor omvæltning i 20-årige Nikolaj Lyngøs liv.

Forsvarsspilleren, der i øjeblikket er udlejet fra AaB til Jammerbugt, rykker nemlig til USA, hvor han skal spille for den nystiftede USL-klub Hartford Athletic, der har ansat Jimmy Nielsen som træner.

Lyngø er klar over, at det er et stort skridt, men han er sikker på, at det vil udvikle ham på flere måder.

- I bund og grund er det for at videreudvikle mit talent. Jeg vil gerne prøve mig af mod en anden type spillere og med en anden type fodbold, end vi har herhjemme, siger Lyngø til bold.dk.

- Jeg tror, det kan være rigtig godt for mig som menneske at komme ud og prøve noget nyt og stå på egne ben.

Og det skræmmer ikke synderligt, at han for første gang skal rykke væk fra de trygge nordjyske rammer.

- Jeg tænker, at det nok skal gå. Jeg har gode værdier med hjemmefra, som jeg sagtens kan bruge derovre. Jeg er sikker på, at hvis der kommer nogle problemer, så er der en masse danskere derovre, som kan hjælpe én.

- Og så er ens mor og far jo heller ikke længere væk end et opkald med telefonen, siger han med et grin.

Tog selv kontakten
Kontakten med Hartford Athletic er én, Nikolaj Lyngø og hans agent selv har skabt, forklarer forsvarsspilleren.

- Det var faktisk min agent, som skrev til Jimmy og spurgte, om han kunne bruge en ung midterforsvarer, der har kontraktudløb. Det mente Jimmy lød spændende, og han ville få nogen til at komme ud og se nogle kampe med mig i Jammerbugt.

Der blev derfor set nærmere på Nikolaj Lyngø, da Jammerbugt slog Tarup-Paarup med 4-0, og så var der ikke brug for mere. Hartford tilbød herefter Lyngø en kontrakt, som blev skrevet under for nogle uger siden.

- Mit mål var bare at finde et sted, hvor jeg kunne fortsætte med at spille på fuld tid. Da vi så det med Jimmy, tænkte jeg, at det lød rigtig interessant, og om det var noget, jeg mon kunne blive en del af. Det var det heldigvis, siger Nikolaj Lyngø.

Nikolaj Lyngø har været fast man i Jammerbugt i 2. division, siden han i august blev udlejet fra AaB, hvor han har kontraktudløb til nytår.

Forsvarsspilleren har en forventning om, at niveauet i USL er højere end i 2. division.

- Jeg har ladet mig forstå, at det er et niveau, der ligner midten af 1. division. Så det er lidt et skridt op fra 2. division, men jeg tror sagtens, jeg kan være med. Mit mål er også at spille hver gang, siger han.

Håber på MLS-interesse
Først og fremmest er Lyngøs ambition, at han skal hen og være en vigtig brik i Hartford.

Kontrakten lyder i første omgang på et år, men spiller han halvdelen af kampene, får han en option på yderligere et år. Lykkes det at spille to gode år i klubben, håber han også, det kan bringe mere med sig.

- Hvis man så har gjort sig fortjent til det, så er det jo efter de to år, man skal prøve at ryge videre til MLS, hvis der er interesse.

- Så det er helt sikkert det langsigtede mål efter de to år. Det kunne være suverænt, hvis der kunne komme interesse fra MLS, siger Lyngø.

Han ser desuden frem til at arbejde sammen med Jimmy Nielsen.

- Jeg tror, det bliver rigtig godt for mig. Jeg er en spiller, der gerne vil have dialog med træneren. Det synes jeg ikke ligefrem, jeg havde i AaB, men det har været bedre i Jammerbugt.

- Jeg har hørt, at Jimmy snakker med sine spillere og kalder en spade for en spade. Jeg ser rigtig meget frem til, at jeg får mere dialog med min træner, end jeg har været vant til, siger Lyngø.

Nikolaj Lyngø rejser til USA den 28. januar, hvorefter han starter op i sin nye klub. Han har dog fået lov til at træne med i Jammerbugt i januar, indtil det amerikanske eventyr begynder.

anton@bold.dk

Se alle kampe fra Nations League Kom i gang nu på Eurosport Player 
Advertisement

Af Anton Græsdal Maajen

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Tirsdag 20. november
Mandag 19. november