Luk

Spanien overvandt brøler i ottemåls-drama

| EM | 19 kommentarer

Spanien kom bagud på en vild brøler, men endte alligevel med at vinde en fuldstændig vanvittig fodboldkamp 5-3 over Kroatien i Parken efter forlænget spilletid. Dermed er spanierne i kvartfinalen ved EM.

Den sidste slutrundekamp på dansk grund i denne omgang blev mandag aften spillet, da Parken lagde græs til Kroatien og Spaniens dyst om en plads i kvartfinalen.

Begge hold kom til kampen uden at have været sprudlende i gruppespillet, men begge havde alligevel skrabet nok point sammen til at slutte som toer i hver deres gruppe, hvilket altså gav en tur til Danmarks hovedstad. 

Kampens første store chance tilfaldt en helt fri Koke i det 5. minut, efter Ferran Torres havde headet et indlæg fra Jose Gaya på tværs til Atletico Madrid-midtbanespilleren. 

Bolden lå dog få centimeter bag Koke, så han kun kunne få tåspidsen på og dermed ikke dreje bolden mod kassen. 

Otte minutter senere brændte det på i det kroatiske felt igen, da Sergio Busquets spillede Alvaro Morata dybt i venstre side af feltet. 

Han lagde bolden af med hælen til Pablo Sarabia, der fra en halvspids vinkel bankede bolden i sidenettet.

Endnu større blev muligheden til Spanien i det 16. minut, da Pedri lagde en genial bold ind mellem den kroatiske forsvarskæde. 

Her havde Koke taget et klogt løb, men helt fri foran mål afsluttede han mindre intelligent lige på den kroatiske keeper Dominik Livakovic. Større chancer fås næsten ikke. 

De store chancer haglede ned mod det kroatiske mål i disse minutter, og to minutter senere sendte Ferran Torres et indlæg ind i panden på en fri Alvaro Morata, der headede bolden lige ind i den kroatiske stopper Domagoj Vida. 

Gigantisk spansk brøler

Men bedst som det trak op til en spansk føring, leverede Pedri og Unai Simon sammen en gigantisk brøler. 

Pedri spillede en ubehagelig bold tilbage til sin keeper, der ville tæmme den let hoppende bold, men den smuttede over foden på keeperen og videre i nettet. 1-0 til Kroatien. 

Fire minutter senere var kroaternes Nikola Vlasic ved at fordoble føringen, da han slap igennem i højre side af feltet, men hårdt presset af Aymeric Laporte sparkede han i sidenettet. 

Det tog lidt af pusten fra en ellers god start på kampen for det spanske mandskab, der fortsatte med at være meget på bolden, men uden at skabe de store chancer.

Syv minutter før pausen kom spanierne alligevel tilbage i opgøret. Pedri vippede bolden ind i feltet til Ferran Torres, der dog ikke kunne få afsluttet, da keeperen kom ud og pressede ham.

Manchester City-kanten lagde i stedet bolden på tværs, men blev brudt af en kroat, der dog ikke fik clearet ordentligt. I stedet samlede Jose Gaya op og tordnede bolden mod mål, men Livakovic fik pareret. 

Desværre for kroaterne havnede den løse bold midt i feltet. Den var Pablo Sarabia først over og han bragede bolden i nettet til 1-1. 

Det var også stillingen, da kampens dommer fløjtede til pause. 

Azpilicueta stangede Spanien i front

Anden halvlegs første tilbud faldt til Sarabia, der havde listet sig fri af sin oppasser ved bageste stolpe, hvor Ferran Torres fandt ham.

Fra en halvspids vinkel forsøgte han at styre den på tværs med indersiden, men bolden strøg lige ind favnen på den kroatiske målmand. 

Skarpere var Cesar Azpilicueta i det 57. minut, da Torres igen sendte et indlæg i feltet. Her kom backen stormende tæt under mål og stangede 2-1-scoringen i nettet. 

Herefter faldt kampen lidt til ro, men ti minutter senere var Kroatien ved at bringe balance i regnskabet. 

Nikola Vlasic lagde bolden skråt tilbage i feltet, hvor han fandt Josko Gvardiol, der afsluttede fladt i det korte hjørne. Unai Simon gjorde dog lidt af skaden fra første halvleg god igen med en flot redning, der forhindrede en udligning. 

Kroatien blev fanget på hælene

Havde det skabt lidt fornyet tro på tingene hos Kroatien, så blev det håb punkteret med knap et kvarter tilbage af kampen. 

Indskiftede Pau Torres tog et frispark hurtigt og slog den dybt og på tværs af banen, hvor Ferran Torres var stukket afsted. 

På kanten af feltet prikkede han bolden for næsen af sin kroatiske oppasser, der ikke turde gå til ham af frygt for at begå straffespark.

Herefter tog den spanske kant et træk ind i banen og udplacerede den kroatiske keeper med en afslutning mellem benene på ham og gjorde det til 3-1.

Vanvittigt kroatisk comeback

Det lignede kampens afgørelse, men fem minutter før tid fik kroaterne skabt ny spænding i opgøret. 

Gode kombinationer i højre side endte med en aflevering ind i feltet, hvor Luka Modric modtog den ved baglinjen. Han lagde den på tværs, hvor flere kroater og spanier kæmpede for at få sparket bolden i hver sin retning og bolden derfor hoppede og dansede omkring stregen ved det spanske mål.

Til sidst blev bolden clearet, men uret hos kampens dommer havde bippet og fortalt, at bolden havde krydset stregen og dermed var der reduceret til 2-3 med Mislav Orsic som målscorer. 

Det tændte op under det kroatiske mandskab, der nu lugtede blod.

Dybt inde i tillægstiden faldt udligningen også, da Orsic lagde et indlæg i feltet, hvor Mario Pasalic kom stormende og headede 3-3-scoringen i nettet til ren ekstase blandt de kroatiske spillere og mange tusinder fans.

Det blev mere eller mindre også den sidste aktion, og kampen skulle derfor i første omgang ud i forlænget spilletid for at finde sin afgørelse.

Elegante Morata gav ny spansk føring

Den gode afslutning på kampen tog kroaterne med sig ind i forlænget spilletid, hvor de tilspillede sig en gigantisk chance efter to minutten.

Kuglen havnede for fødderne af Andrej Kramaric tæt under mål, men Unai Simon leverede en kæmpe redning i målet. 

Minuttet efter svarede spanierne igen med en god omstilling, der havnede for fødderne af Dani Olmo i feltet, men Domagoj Vida fik heroisk smidt sig på tværs og blokeret til hjørne. 

Den vilde fodboldkamp fortsatte og i det 100. minut sendte Alvaro Morata Spanien i front på et fremragende mål. 

Dani Olmo sendte et indlæg over i det bageste område af feltet, hvor Juventus-angriberen elegant tog bolden ned med højrefoden, inden han kanonerede den op i det korte hjørne med venstreskøjten.

To minutter senere kunne spanierne igen bryde ud i jubel, da Dani Olmo leverede endnu en god assist. 

Leipzig-kreatøren spillede Mikel Oyarzabal i dybden. Han sled og slæbte med sin kroatisk modstander, men fik alligevel kæmpet sig fri til en afslutning, som Livakovic kun fik handsken på og derfor ikke kunne forhindre i at stryge i nettet til 5-3. 

Inden pausefløjtet i den forlængede spilletid nåede Alvaro Morata også at blive sendt afsted i en-mod-en med en kroatisk forsvarsspiller, men denne gang tabte den spanske spids duellen og det blev ved 5-3 inden sidebyttet.

Gassen gik af den kroatiske ballon

Den ordinære spilletid havde vist, at kroaterne hurtigt kunne hente en tomåls-føring og bare et minut inde i anden halvleg af den forlængede spilletid måtte Unai Simon ud i fuld længde for at forhindre Ante Budimir i at udligne med en flad afslutning mod det lange hjørne. 

Det formåede kroaterne ikke for alvor at følge op på, og kræfterne virkede generelt til at slippe op for mandskabet, der også måtte udskifte sin store stjerne Luka Modric med ti minutter igen.

Den anden vej var Alvaro Morata ved at blive dobbeltmålscorer, da han blev sendt i dybden. Han blev presset i afslutningsøjeblikket og sendte bolden i sidenettet med sin venstre støvle. 

I kampens sidste minut ramte Dani Olmo stolpen, men der faldt ikke flere scoringer.

Dermed sluttede det med otte scoringer, hvor fem af dem var til Spanien, der nu er klar til kvartfinalen. 

Kvartfinalen spilles fredag i St. Petersborg, hvor vinderen af Frankrig-Schweiz venter. 


Af Andreas Roesen

19 kommentarer

Skjold99 20:34          
Fed kamp med den rigtige vinder!
aloevgaard 20:36          
Uden tvivl den bedste kamp ved EM! Hold da op en rutchetur!
Kroatien der bare ikke ville give op! Flot indhop af Orsic.

Mon ikke Morata har lukket munden på mange kritikere, inkl. mig?! Selvom han brænder meget, leverer han en sublim arbejdsindsats. Fantastisk mål han laver.

Jeg tænker sagtens Spanien kan nå langt… de skal dog lade være med at dele så mange gaver ud!
kimjen 20:36          
Så er EM i gang !
Hold nu kæft et drama !
Ludomania 20:37          
Jeg havde krydset, men det var sgu ikke fordi jeg havde ventet et 3-3 resultat :D
Pulv 20:39          
Vild kamp. En mellemting mellem en fodboldkamp, et freakshow og Cirque de soleil. Man ved ikke helt, hvad man har været vidne til, men man er helt vildt underholdt.

Utroligt at Kroatien kan spille så godt i de sidste ti minutter af ordinær tid og de første fem minutter af forlænget, når de reelt ikke satte mange ben rigtigt i resten af kampen.
TheUnitedWay 20:39          
Jeg tænker at Spanien ryger ud på røv og albuer imod Frankrig. De havde store problemer mod et kroatisk hold.
Crap_Bag 20:40          
Mon ikke UEFA kan finde en paragraf, hvor man simpelthen kan sende begge hold hjem, for at have spillet så mærkelig en kamp. Og så evt lade et af de hold der blev slået ud tidligere i turneringen få en ekstra chance, nævner ingen navne, men det kunne evt være Finland eller Færøerne, eller et hvilket som helst andet hold, bare det starter med G..
Lørdag 23. oktober
Fredag 22. oktober