Luk

Spanien slog Slovakiet ud i storsejr

| EM | 13 kommentarer

Infoboks

Slovakiet - Spanien 0-5
EM Gruppe E
12' 0-0 Alvaro Morata
30' 0-1 Martin Dubravka
45' 0-2 Aymeric Laporte
56' 0-3 Pablo Sarabia
67' 0-4 Ferran Torres
71' 0-5 Juraj Kucka

Spanien viste klassen, da Slovakiet blev kørt over med hele 5-0 i den sidste gruppekamp i Gruppe E. Dermed tager Spanien andenpladsen, mens Slovakiet er færdig ved EM.

Slovakiet og Spanien tørnede onsdag sammen i den sidste gruppekamp i Gruppe E.

Inden kampen var Slovakiet på andenpladsen med tre point og på vej mod en ottendedelsfinale, mens Spanien lå nummer tre med to point.

De to point ville dog ikke være nok til at placere Spanien blandt de fire bedste treere, og derfor var de pisket til sejr, hvis ikke EM skulle være et overstået kapitel efter gruppespillet.

Til kampen var der lavet flere ændringer i den spanske startopstilling, hvor Marcos Llorente, Pau Torres, Rodri og Dani Olmo alle gled ud, mens Cesar Azpilicueta, Eric Garcia, Sergio Busquets og Pablo Sarabia startede i stedet.

Hos slovakkerne var der ligeledes ændringer, da Martin Koscelnik og Patrik Hrosovsky blev byttet ud med Lukas Haraslin og Jakub Hromada.

Selvom Slovakiet lå over Spanien i gruppen, så var det alligevel de spanske spillere, som startede opgøret bedst, hvor Slovakiet blev sat under et hårdt pres.

Det kastede også et straffespark af sig efter små 10 minutter, da Koke blev sparket ned i feltet.

Alvaro Morata skulle tage sig af straffesparket, men angriberen formåede ikke at passere Martin Dubravka, der fik begge hænder på afslutningen.

Spanien fastholdt dog presset, og efter knap en times spil var Alvaro Morata tæt på at rette op på sit brændte straffespark, da han sparkede på mål fra kanten af feltet, men igen var Dubravka på plads med en god redning.

Kort efter lykkedes det dog for det spanske mandskab at få bolden i mål, da Pablo Sarabia sparkede på overliggeren.

Bolden røg efterfølgende højt op i luften, men da Martin Dubravka forsøgte at slå bolden væk på vejen ned, så fik han i stedet bokset bolden ind i eget net, og så var Spanien foran.

Efter scoringen fortsatte Spanien med at holde presset på slovakkerne, som også måtte indkassere endnu et mål inden pausen.

For i første halvlegs overtid smed Gerard Moreno en høj bold ind i feltet, som Aymeric Laporte kom højest til og problemfrit headede sit første landskampsmål ind i højre side af målet.

Slovakisk ydmygelse efter pausen

Efter pausen fik Slovakiet bedre styr på spillet, selvom de ikke kom tæt på en reducerende scoring.

I stedet øgede Spanien til 3-0 efter en times spil, hvor Jordi Alba fandt Pablo Sarabia på kanten af det lille felt, hvor han med en sikker afslutning kunne sende Spanien på vej mod en plads i top to.

Det skulle også blive 4-0 efter 67 minutter, da Pablo Sarabia smækkede en flad bold i feltet fra højresiden. 

Ferran Torres var opmærksom på afleveringen og løb mod forreste stolpe, hvor han leverede en genial afslutning med hælen, som efterlod Martin Dubravka uden en chance i det slovakiske mål.

Efterfølgende foretog Spanien en række udskiftninger, hvor blandt andre Pau Torres blev sendt på banen, og Villarreal-forsvareren skulle hurtigt få sat sit præg på kampen.

For efter blot to minutter på banen kom han frem til et hovedstød i det slovakiske felt, som blev afrettet af Juraj Kucka, der fik sendt bolden i eget mål til stillingen 5-0.

Selvom Spanien havde en solid føring, så fortsatte de med at presse på for yderligere scoringer, mens Slovakiet havde nok at gøre i defensiven, hvorfor langt det meste af spillet fandt sted på Slovakiets banehalvdel.

Der kom dog ikke flere scoringer i slutminutterne, og derfor tager Spanien tre sikre point.

Dermed tager Spanien andenpladsen, da Sverige samtidigt slog Polen 3-2, hvorfor der nu venter spanierne en ottendedelsfinale mod Kroatien i Parken på mandag.

Slovakiet er til gengæld færdige ved EM, da de nu er sikre på at blive blandt de to dårligste treere, som altså ikke går videre til ottendedelsfinalerne.


Af Krister Olsen

13 kommentarer

mmahen1962@hotmail.com 20:00          
Det er det her spanske hold man vil se. Når modstanderne vil spille lidt, så kan spanien rive modstanderne fra hinanden, ligesom de gjorde med tyskland i 6-0 sejren. busquets og pedri på den midtbane matcher bedst for la roja.

Morata derimod....... hold fast hvor må han betvivle sig selv som pro fodboldspiller. godt nok elendig
Solvko 20:04          
Også tydeligt at der kommer mere ro over hele holdet, når der kommer en af de gamle på banen - i form af Sergio Busquets. Kunne have været samme effekt med Ramos, hvis han havde været med og i form - man skal ikke underkende betydning af de få spillere hvert hold har, som lige har den ekstra rutine.
Acheron 3 20:22          
Fint at spanierne endelig fik vist potentialet da de fik kniven for struben. Men hvorfor først nu?
Frås 20:26          
Acheron 3:

Det er ikke et specielt sammenspillet hold, for Luis Enrique har brugt 40 000 spillere i de seneste 3 år :P
Ludomania 20:52          
Så mangler vi bare at Frankrig slår Portugal med 3 mål, så er Finland videres som bedste treer. Nej hvor kan jeg godt unde dm det.
Cruzan 21:02          
@ Ludomania

Portugal eller Tyskland skal nu tabe med mindst 4 mål for at Finland kan blive blandt de 4 bedste 3´ere.
Ludomania 21:17          
@Cruzan Tyskerne ER på vej :D
Lørdag 16. oktober