Luk

Speedy genfandt farten og målnæsen

| 3F Superliga | 0 kommentarer
Speedy genfandt farten og målnæsen
Foto: Per Kjærbye - fodboldbilleder.dk

Infoboks

FC Midtjylland - AGF
Superligaen Grundspil (15/12)
bet365 1,57 3,80 6,00
NordicBet 1,61 4,15 5,45
Oddset 1,60 3,95 5,90
YouBet 1,61 3,90 5,80

Hvad blev der af dem? bold.dk's berømte og berygtede julekalender handler i år om Superliga-legender, deres fodboldliv og især tiden efter karrieren. Bag låge nummer to gemmer Christian 'Speedy' Olsen sig.



I 2006 blev en lynhurtig frontløber kendt som Superligaens ukronede supersub, da han scorede hele fem kasser i sine første fem kampe for FC Midtjylland – alle vel at mærke som indskifter.

Navnet var Christian Olsen, der grundet sit hurtige antrit blev kendt som Speedy, og han ser tilbage på midten af 00’erne med stor glæde i stemmen.

- Mine første år som senior var fantastiske og uden tvivl højdepunkterne i min karriere - helt tilbage i Aarup Boldklub, mit år i Middelfart og så det første år i FC Midtjylland. Det var tre år i rap, hvor tingene kørte som smurt i olie. 

- Jeg havde virkelig nemt ved at lave mål, lige meget hvilket niveau det var på. Men så indtraf hverdagen efter det første år i Midtjylland, hvor tingene blev svære, siger Christian Olsen.

I 2006/07-sæsonen nåede Speedy op på 11 scoringer, men han havde svært ved at følge op på den flotte debutsæson og forlod dermed FC Midtjylland til fordel for Viborg FF i 2008.

Heller ikke i domkirkebyen fandt Christian Olsen tilbage til samme scoringsrate, og en alvorlig skade såede stor tvivl i angriberen.

- Da akillessenen røg i Viborg, begyndte jeg at tænke, at nu var det slut – det var i hvert fald startskuddet til, at det aldrig blev godt igen. Jeg havde det længste år i hele mit liv, hvor jeg virkelig syntes, det var møguretfærdigt, at jeg skulle sidde og se kampe søndag efter søndag uden at være en del af noget som helst.

- Når man mødte ind sammen med alle de andre, og de gik ud og trænede, mens man selv gik ind i et fitnessrum for ottende måned i træk… Jeg var ved at kaste op til sidst, lyder fra Christian Olsen med et suk.

- Jeg fik hele tiden efterveer, og det ville aldrig rigtig blive godt igen. Når jeg så endelig var nogenlunde tilbage, havde jeg ingen fart længere. Jeg var ikke den allerbedste fodboldspiller, men jeg kunne løbe stærkt. Men når man fjernede min fart, var jeg måske egentlig ikke særlig god længere.

Artiklen fortsætter under billedet.

Christian Olsen og Kevin Mensah i aktion for Viborg. Foto: bold.dk

Motivationen forsvandt
I sommeren 2011 rykkede Christian Olsen fra Viborg til 1. divisionsklubben Skive, og det skifte så han sig nødsaget til.

- Jeg havde været i Viborg i tre og et halvt år og var klar til at spille igen. Jeg havde sagt til mig selv, at nu skulle jeg væk og prøve noget andet. Niveauet var ikke så vigtigt – det vigtigste var, at jeg kunne blive boende med familien. 

- Derfor var det oplagt at tage fat i Claus Madsen og Michael Hansen og høre, om ikke det var noget, at jeg kom op til dem. Jeg følte, at der var en god chance for, at jeg kunne komme til at spille. Det gjorde jeg også, men jeg kunne bare ikke score mål, konstaterer Christian Olsen.

Derfor blev det bare til et halvt år i Skive, inden turen gik til islandske IBV, hvor Christian Olsen spillede et år, inden han lagde støvlerne på hylden i vinteren 2013.

Karrierestoppet skyldtes ikke, at han ikke fik tilbud fra nye klubber, men nærmere en forsvindende motivation.

- Jeg havde nogle muligheder for at fortsætte med at spille, men jeg havde måske lysten til at lave noget helt andet, for jeg var der ikke helt motivationsmæssigt. Jeg ville hellere lidt væk fra det, siger Christian Olsen og fortsætter:

- Hobro var én af klubberne, der var på banen. Det var Jonas Dal, der var træner, og jeg røg til et møde deroppe og skulle egentlig spille en kamp, men jeg fik sagt, at det var jeg ikke klar til. Jeg var i virkeligheden fysisk klar til det, men der gik det op for mig, at det skulle jeg ikke. Så jeg stak halen imellem benene, kørte hjem igen og meddelte dem senere, at det skulle ikke være det.

- Det var kombinationen af, at lønnen var lavere, så jeg også skulle lave noget andet ved siden af. Jeg ville skulle bruge hver eneste weekend på fodbolden, og det passede ikke så godt, når jeg også skulle passe familien.

Derfor stoppede Christian Olsen karrieren i en alder af 29 år.

Artiklen fortsætter under billedet.

Christian Olsen i Viborg-trøjen. Foto: Getty Images

Fra fodboldspiller til cykelhandler
Christian Olsen havde ikke bestemt, hvad han ville lave efter fodboldkarrieren, men af ren og skær tilfældighed havnede han i cykelbranchen og driver i dag Fri BikeShop i Struer.

- Efter jeg stoppede karrieren, tog jeg et års tid i Viborg, hvor jeg lige skulle se tiden an og se, hvad der skulle ske, siger Speedy og fortsætter:

- Så skete der det, at jeg fandt mig en kvinde, som jeg er gift med den dag i dag, så vi flyttede til Struer, hvor jeg startede som træner for deres Serie 2-hold. Der blev jeg enig med en holdkammerat om, at jeg skulle i lære hos ham i cykelverdenen, så jeg kom ned til ham og være.

- Efter et par år i branchen opstod der en mulighed for at købe cykelbutikken, og den driver jeg så i dag.

- Jeg havde absolut ingen erfaring fra cykelverdenen, og det var heller ikke noget interessefelt for mig. Det var kun, fordi det var en af mine kammerater, der havde butikken, og vi kunne godt se fornuften i at gøre et eller andet spændende sammen.

Christian Olsen oplever stadig sommetider at blive genkendt, når kunder træder ind i cykelbutikken.

- Der kommer af og til folk i forretningen, der genkender mig og siger ’hvad satan’, fordi de ikke var klar over, at jeg er her nu. Så får vi en sludder for en sladder om mange sjove ting. 

- Det kan være alt fra ’har jeg ikke set dig før?’ til ’det var fandeme for ringe, at du ikke spillede noget mere’. Det er også sket, at folk har syntes, at jeg spillede for meget, griner Speedy.

At forlade fodboldverdenen til fordel for et arbejde i det civile har vækket lidt blandede følelser i Christian Olsen.

- Det har et eller andet sted både været rart og trist at forlade fodboldverdenen. Man var til eksamen hver eneste søndag, og det var mentalt hårdt at være en del af gruppe, hvor man ikke spillede, hvis man ikke præsterede, spiste rigtigt og alt det. Der var en stor mental barriere, og det var det hårdeste for mig ved at spille fodbold.

- Efterfølgende er man ikke til eksamen så ofte, men så er der en masse andre hovedpiner, man kan slås med som erhvervsdrivende, siger han.

Har bombet løs i Old Boys-rækken
Selvom det på en del områder var en lettelse for Speedy at lægge støvlerne på hylden, savner han det meget.

- Man savner lidt det hele. Man savner at være på fodboldbanen klokken 10 og hygge sig, men samtidig være bundseriøs. Det kilder stadig lidt i én, når man er på et stadion og spiller, siger han. 

- Jeg spiller Old Boys i Mejrup, og der var vi i Silkeborg og spille noget jysk pokalmester tam-tam mod et hold fra Kolding-området, og der kunne jeg godt mærke, at det var en fed følelse at være tilbage på et stadion med nogle tilskuerpladser.

Christian Olsen har tidligere spillet seriefodbold, men han har nydt overgangen til Old Boys-rækken.

- Når man er blevet Old Boys-spiller, er man pludselig blevet en af de hurtige igen, og det har jeg da stor gavn af. Sansen for at score mål er også stadig rimelig, vil jeg sige. Jeg har dog ikke spillet så meget i år, fordi jeg røg ind i nogle skader.

- I sidste sæson scorede jeg 20-30 mål i ti kampe eller sådan noget. Der er både gode hold og knap så gode hold, så man kan godt lave fem på en halvleg, hvis man er lidt heldig, lyder det fra angriberen.

I Mejrup, der ligger tæt på Holstebro, er Christian Olsen holdkammerat med Thomas Thomasberg, og Randers-trænerens passion er den samme, ligegyldigt om der står Superliga eller Old Boys på menuen.

- Jeg kan næsten ikke andet end at smile. Fodbold handler om at vinde, og det må man sige, at han vil. Om det så hedder Old Boys i Mejrup eller Superliga i Randers, så vil han vinde, og det er en god indstilling at have til tingene.

- Man kan godt se, at Thomasberg ikke er 25 længere, men han kan stadigvæk sagtens spille fodbold, lyder det fra Speedy.

Assistmageren Thomasberg roser
Angribere kan til tider have en noget selektiv hukommelse, når det gælder antal scorede mål, men det gælder ikke i Christian Olsens tilfælde, hvis man spørger Thomas Thomasberg – nærmere tværtimod.

- Det er langt fra overdrevet, når han siger, at han scorede 20-30 mål, for han scorede virkelig et hav af mål. Jeg vil skyde på, at han i snit scorede to mål i hver kamp, og det var måske endda mere.

- Da han spillede Superliga, brugte han meget sin yderside til at afslutte, og sådan er det stadig. Ligger den til højre, så får den altså et hug med venstre yderside, og det har han også scoret en del mål på, siger Randers-træneren.

- Rent menneskeligt er han en utrolig behagelig person at være i nærheden af. Han vil gerne sidde og hygge med en øl eller to efter vores kampe.

Thomas Thomasberg er glad for samarbejdet, der har kastet en del mål af sig.

- Jeg nyder at spille sammen med ham. Uden at jeg skal rose mig selv alt for meget, så har jeg altid været god til at lave afleveringer, så det er rart at have én oppe foran, der løber sindssygt stærkt.

- Jeg er ikke i nærheden af at kunne slå ham på hurtigheden – jeg har haft problemer med at løbe fra målmændene af og til, griner Thomasberg.

Ikke som alle andre
Christian Olsen og Thomas Thomasberg kender ikke kun hinanden fra Old Boys-holdet, for Thomasberg var assistenttræner i FC Midtjylland, da Speedy kom til heden.

- Jeg var med til at hente ham til Midtjylland. Inden han blev professionel, var han noget anderledes end de fleste andre fodboldspillere, siger Thomasberg og fortsætter:

- Vi mødte Middelfart med vores andethold og vandt 8-1, men det var én af modstanderne, der faldt i øjnene, og det var Christian. Hans fart var imponerende, og han havde fine afslutningsevner.

- Vi havde set, at han havde scoret vildt mange mål, men efter kampene kunne jeg se, at han sad og fik en øl og en smøg, og det var sgu noget atypisk, lyder det fra Thomas Thomasberg.


Christian Olsen fejrer et FC Midtjylland-mål mod FC København. Foto: Getty Images

Her finder du julekalenderen fra i går.


Af Martin Schmidt
Fredag 13. december
Torsdag 12. december