Luk

Spillerforening om Sions fyringer: Skandaløst

| Super League | 6 kommentarer
Spillerforening om Sions fyringer: Skandaløst
Foto: Getty Images

FC Sions fyring af ni spillere, der ikke ville gå med til en lønnedgang, møder nu hård kritik fra den schweiziske spillerforening, der kalder det 'skandaløst' og 'umodent'.

Den schweiziske klub FC Sion fyrede for et par uger siden ni spillere, herunder Alex Song og anfører Xavier Kouassi, da de ikke ville acceptere en lønnedgang, og det møder nu kritik.

Præsident i den schweiziske spillerforening, Lucien Valloni, er rystet over Sions metoder midt i coronavirus-pandemien, og det sender et forkert signal, mener han.

- Det er ikke acceptabelt at opføre sig sådan. Hvis en krise opstår, skal man tage sig af sine medarbejdere, siger Valloni ifølge Reuters.

- Man skal ikke sætte pistolen for panden på dem og sige, at de har 24 timer til at gå ned i løn, og hvis de siger nej - hvilket de har ret til - fyre dem. Det er virkelig skandaløst.

- Jeg mener, det er et skidt signal at sende, og det er ikke et symbol på solidaritet. Selv før Sion gjorde det, kiggede vi på en løsning for alle, og spillerne var klar til at hjælpe klubberne, men lønnedgang er umodent, siger Valloni.

Sions præsident, Christian Constantin, er en ganske kontroversiel skikkelse i schweizisk fodbold. Han har ansat omkring 40 trænere, inklusiv sig selv, siden han overtog klubben i 2003.

Sion blev smidt ud af Europa League i 2011 efter at have brugt en ikke-registreret spiller, ligesom de blev udelukket fra europæisk fodbold i et år i 2018 på grund af en transfergæld til en anden klub.

Christian Constantin fik 14 måneders karantæne i 2018 for at slå en tv-reporter - en straf der senere blev reduceret til ni måneder.


Af Sara Margren

6 kommentarer

lfc_ob 17:13          
"...spillerne var klar til at hjælpe klubberne, men lønnedgang er umodent, siger Valloni."

Gad vide hvordan spillerne så ville hjælpe klubben? Sælge lodsedler og småkager??
Azzurritalia 18:22          
De ventede sikkert på en fælles udmelding fra forbundet, ligesom de gør i Barcelona.

Sion må også acceptere, at begge parter har underskrevet en kontrakt og de er formentlig ikke funktionæransatte, ligesom de fleste mennesker er i Danmark.

De fleste fodboldspillere er på kontrakt, som har en vis længde og derfor skal spillerne have løn i hele kontraktperioden.
Det bliver dyrt for Sion.

Jeg er enig i, at det er skandaløst, at opføre sig sådan overfor sine spillere. De kunne have haft en dialog i stedet for at ledelsen stillede dem det ultimatum.
Peter Nielsen 20:07          
Jeg ved ikke hvordan kontrakterne er skruet sammen, men situationen er helt sikkert ikke normal. Klubbernes indtægter er styrtdykket. Om det giver klubben ret til at fyre spillere har jeg ingen ide om, jeg ved som sagt ikke hvordan kontrakten præcist ser ud.

Når det er sagt, hvis klubben ser sig nødsaget til at reducere udgifterne drastisk og forelægger spillertruppen et ultimatum, gå ned i løn eller betragt dette som en fyreseddel, så kan jeg faktisk godt forstå klubben. Klubben kæmper for livet i en tid med drastisk reducerede indtægter og ingen udsigt til hvornår det får en ende. Hvis nogle spillere så nægter at gå ned i løn har klubben jo så ikke andet valg end at fritstille de spillere.

Om klubben så kan gøre det med retten i ryggen må være op til en eventuel retsag, men jeg går ud fra at Sion har haft det oppe at vende med en der er klogere en nogen af os på det område.

At det skulle være skandaløst må være på spillerforeningens egen regning. "vi vil gerne hjælpe klubben, men det må ikke koste noget" har jeg intet til overs for.
miks 21:39          
Det er vel ikke anderledes end i alle andre virksomheder med presset økonomi.
Azzurritalia 07:59          
Det er rigtigt, at de må gøre noget hvis de har en presset økonomi.

Men en fyring kan aldrig give en bedre økonomi her og nu.

Uanset hvor meget de forsøger skal de leve op til kontrakten - dårlig økonomi eller ej.

Hvis man har en 2-årig kontrakt skal man have fuld løn i 2 år, selvom de fritstiller en.

Hvis man f.eks. er ansat ligesom funktionærerne i Danmark har man en opsigelsesvarsel og der skal man også have løn. Jeg kender ikke reglerne i Schweiz.
Men sådan er det i hvert fald i Danmark og jeg håber, at alle de danskere, der bliver fyret i disse dage forholder sig til den underskrevne kontrakt. De fleste har en opsigelsesvarsel på løbende måned + 3 måneder, hvor de skal have løn. Den kan en virksomhed ikke bare se bort fra.
Derfor kan det også undre mig lidt, at så mange melder sig ledige i øjeblikket, for der er i de fleste tilfælde en varsel, som rent juridisk ikke bare kan ignoreres.

Det samme gør sig vel gældende for fodboldklubber. De kan ikke bare sige, at man ikke får løn fra i morgen.
Mandag 30. marts
Søndag 29. marts