Luk

Sprudlende Zinckernagel scorede to i storsejr

| Eliteserien | 1 kommentar
Sprudlende Zinckernagel scorede to i storsejr
Foto: SønderjyskE

Philip Zinckernagel var to gange på pletten for Bodø/Glimt, da bundholdet Tromsø blev slået 4-0 i Eliteserien.

Philip Zinckernagel startede søndag aften på banen, da Bodø/Glimt fik besøg af Tromsø i Eliteserien. Og danskeren skulle få en hovedrolle i det, der skulle vise sig at være en rigtig god kamp for hjemmeholdet.

Bodø/Glimt lå før kampen nummer to, mens gæsterne lå og rodede omkring nedrykningsstregen på en plads som nummer 13. Og søndagens kamp blev heller ikke en god oplevelse for Tromsø.

Kampen var blot to minutter gammel, da værterne fik et kontraangreb, og Philip Zinckernagel blev sendt alene igennem. Den friløber udnyttede danskeren flot, da han elegant løftede bolden over den fremstormende keeper og i mål.

Philip Zinckernagel havde to gode muligheder senere i halvlegen. Først modtog han et indlæg i feltet, som han afsluttede på første gang, men en god redning fra gæsternes keeper holdt bolden ude af målet. Senere sendte han et godt frispark lige over mål.

Mellem de to chancer lykkedes det Bodø/Glimt at score til 2-0. Håkon Evjen, der lagde op til det første mål, havde sidste fod på bolden, da han prikkede et fladt indlæg i mål.

I anden halvleg blev det 3-0 ved Vegard Moberg, inden Philip Zinckernagel igen var på pletten. Et fladt indlæg passerede hele vejen over til bagerste stolpe, hvor danskeren stod og gjorde det til 4-0.

Det blev slutresultatet, og danskeren fik derfor ikke sit hattrick. Han kunne dog sammen med Bodø/Glimt-holdkammeraterne glæde sig over, at de rykkede tre point tættere på topholdet Molde. Fem point adskiller nu de to hold.


Af Jonas Sand

1 kommentar

bruger 157211 16:11          
Ham skulle vi aldrig have sendt videre!
Onsdag 16. oktober
Tirsdag 15. oktober