Luk

Spurs-debutant brillerede i Bales første start

| Europa League | 6 kommentarer

Tottenhams nye angriber Carlos Vinicius, der er lejet hos Benfica, viste sig frem med to oplæg i Tottenhams 3-0-sejr over LASK Linz i Europa League-gruppespillet.

Jose Mourinhos Tottenham-tropper tog torsdag aften hul på sin Europa League-kampagne, da østrigske LASK Linz kiggede forbi Tottenham Hotspur Stadium.

Den tidligere Silkeborg-anfører, Mads Emil Madsen, var på bænken hos LASK Linz fra kampens start, mens Tottenham havde sin dansker i form af Pierre-Emile Højbjerg med fra start.

Med fra start var også Gareth Bale, der fik sin første start under Mourinho, og det samme gjorde angriberen Carlos Vinicius, som tilmed debuterede, mens profiler som Harry Kane og Heung-Min Son med flere sad på bænken.

Spurs kom godt ud og efter et kvarter viste debutanten, Vinicius, sig frem, med en flot aflevering til Lucas Moura, der sikkert sparkede Tottenham på 1-0.

Danske Højbjerg fik efter godt 21 minutter en flænge i øjenbrynet, og han måtte altså på sidelinjen for at behandles for det blødende sår, men den danske landsholdsspiller blev i kamp.

Han kunne med en stor, hvid bandage om hovedet fejre en ny Tottenham-scoring efter 27 minutter, da Gareth Bale kom fri i højre side. Han sendte en bold ind foran mål, og her kom LASK Linz' Andres Andrade på bolden.

Uheldigvis sendte han bolden i eget mål, og så kunne Spurs gå til pause ved 2-0, da Joe Hart tog en god redning lige inden pausefløjt.

I anden halvleg skiftede begge hold flere gange, og blandt andet sendte Mourinho Dele Alli på banen, mens også Son kom på banen.

Det gav dog ikke det store afkast i chancer, og det lignede længe, at det skulle blive til en 2-0-sejr til Tottenham.

Men med seks minutter igen scorede Tottenham et fremragende mål. En bold blev chippet op på forsvarslinjen hos LASK Linz, og her havde Vinicius ryggen til mål.

Han viste stort overblik og lagde med en forrygende hovedstødsaflevering bolden til rette for Son, som stensikkert scorede til 3-0, og det blev kampens resultat.

I puljens anden kamp vandt Antwerpen med 2-1 over Ludogorets.


Af Jonas Dalgård

6 kommentarer

Michaz 23:46          
Så må manjo håbe Bold. dks nye læserskareved, hvilket hold ham med det danske navn spiller for, og hviilken klub Mourinho er træner for... osv.
Hold da kæft, sikken llile lukket klike af indforståethed der tales til af disse Bold. dk elevjournalister.
Gad vide om de kan se om de har gjort i bukserne.
aloevgaard 23:53          
Fremragende indsats af Vinicius! Hans boldkontrol ved 1-0 målet er simpelthen verdensklasse!
Også en god indsats (igen igen) af Reguilon, der bare løber og løber og løber! 2-0 målet var vel egentlig hans fortjeneste! Mourinho kan ikke være andet end tilfreds.
Det var ikke Bales bedste kamp. Håbede lidt han kunne vise lidt i denne kamp, men han ligner ikke en mand i form. Dog havde han en indflydelse på 2-0 (selv)målet.
Og Højbjerg leverer som sædvanlig en stabil indsats!
Den spiller jeg ikke gider se på midtbanen mere er Winks. Han har så mange dumme boldtab, at det er værre end en Serie 5-klub...
Crusader 23:55          
Is på Michaz :-D

Har de en købsklausul på Vinicius?

Edit: Fandt ud af det - £41m pund

Fedt at Højberg gjorde det godt. Hans boldtab tæt ved mål var dog tæt på at koste et mål.
daddysalle 07:28          
Hvis Tottenham kan undgå svipsere som mod Newcastle og West Ham kunne de være outsidere til noget større i år.
aloevgaard 08:30          
Enig daddysalle

Men alene pga. de to svipsere ser de ikke stabile ud. Først banker de Man Utd 6-1 på udebane for derefter at smide en sikker sejr mod et hold de (på papiret) bør vinde over.
KiksetIndspark 09:12          
I det mindste fik de ikke en 7-2 svipser af Villa. :-)
Lørdag 28. november
Fredag 27. november