Luk

Ståle: Bodø/Glimt-sejr er til historiebøgerne

| Conference League | 3 kommentarer

Ståle Solbakken er ligesom de fleste andre noget overrasket over Bodø/Glimts flotte 6-1-sejr over AS Roma torsdag, som han kalder for en sejr til historiebøgerne.

Torsdag aften fandt en af de hidtil største overraskelser i europæisk fodbold denne sæson sted, da norske Bodø/Glimt slog AS Roma på hjemmebane – med 6-1.

Siden sejren i torsdag aftens Conference League-opgør har mange reageret med forbløffelse over det, og nu er den norske landstræner, Ståle Solbakken, også ude og rose det flotte norske resultat på klubplan.

- Det var en kamp til historiebøgerne. 6-1. Resultatet er ekstremt, siger Solbakken til norske VG.

Ståle forklarer herefter, at han ikke var overrasket over, at kampen kunne blive lige i Norge, men at cifrene skulle blive, som de blev, var en stor overraskelse for alle.

- Jeg var ret sikker på, at det ville blive en god kamp med et eller tre point til Bodø/Glimt, men det her går jo ud over al sund fornuft. Jeg havde nok ikke fået den der igennem på oddset, griner den norske landstræner.

Om resultatets betydning for de forsvarende norske mestre udtaler Ståle, at interessen for klubben og spillerne vil blive øget, inden han er varsom med at rangere det i forhold til andre store, norske resultater i Europa.

- Det her er et resultat, som vil gå verden rundt, og der bliver opmærksomhed både på spillere og trænere, siger den tidligere FC København-træner og fortsætter.

- Dette er stort, men vi må passe lidt på med konteksten her, for der er et stykke op til det, som Rosenborg gjorde. Det var Champions League. De slog både Real Madrid, AC Milan og Borussia Dortmund.

- Dette er på niveau med, da Tromsø og Viking slog Chelsea, Brann slog PSV Eindhoven, og da Lillestrøm slog Ajax i 1970, vurderer Ståle.

Med det flotte resultat ligger den norske klub nu nummer et i deres kvalifikationsgruppe med ét point ned til netop AS Roma, som de skal møde igen i næste runde i det omvendte opgør i Rom.


Af Kristoffer Lind Pedersen
Fredag 3. december
Torsdag 2. december