FC København-angriberen Pieros Sotiriou har tirsdag sagt farvel til holdkammeraterne, da han står foran et skifte til kasakhiske Astana.
Dermed står FCK tilbage med Michael Santos, Dame N'Doye og nytilkomne Mikkel Kaufmann, da Jonas Wind fortsat er skadet.
Derfor giver det forestående salg panderynker på den korte bane, men på længere sigt er FCK dækket ind, siger Ståle Solbakken til Eurosport.
- Der sker det, at vi er tæt på en aftale med FC Astana, hvor Pieros skal have styr på de sidste ting i dag, indleder Ståle Solbakken og fortsætter om tilstanden i FCK-angrebet:
- På den rigtig, rigtig korte bane kan vi få nogle problemer, da Kaufmann skal køres ind, N'Doye har karantæne til weekenden og Jonas Wind stadig ikke er helt klar. Om fire-fem uger er vi helt home safe. Jonas gør det rigtig, rigtig godt og er klar efter landskampspausen (i slutningen af marts, red.).
Ståle Solbakken slår samtidig fast, at man har fået en 'okay' sum for Sotiriou, der skulle være solgt nu eller til sommer.
FCK spiller torsdag Europa League-kamp mod Celtic, hvor det altså ikke forventes, at den cypriotiske angriber er med.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
3F Superliga


































