Luk

Stærke Albanien dukkede Island i livlig affære

| EM | 3 kommentarer

Island tabte et stort skridt i EM-kvalifikationen, da Albanien satte trumf på og slog islændinge med 4-2. 

Brøndbys Hjörtur Hermannsson startede inde, da Island tirsdag gæstede Albanien i EM-kvalifikationen og jagtede vigtige point i topstriden med Frankrig og Tyrkiet.

Albanerne lagde sig dog langt fra ned. I stedet skabte de en tæt og spændende kamp, som den store Parma-stopper Kastriot Dermaku åbnede efter 32 minutter, da han steg til vejrs efter en fin hjørnesparkskombination.

Islændingene svarede igen efter meget tvivlsomt albansk clearingsarbejde i starten af anden halvleg og en nem scoring til Gylfi Sigurdsson midt for mål.

Kort efter kom albanerne dog igen i front, da anfører Elseid Hysaj førte bolden frem, spillede bande med det tidligere Inter-talent Rey Manaj og kronede en sublim aktion med et mål til 2-1.

Det holdt denne gang seks minutter, inden den albanske defensiv igen tøvede i forbindelse med en dødbold og lod indskiftede Kolbeinn Sigthorsson sparkede en løs bold i kassen til 2-2.

Albanerne spillede en ganske fin kamp, og i slutfasen satte det også Island til vægs. Først gik kantspilleren Odise Roshi ind i banen og bragte Albanien på 3-2 med et afrettet skud, og lidt senere gjorde Sokol Cikalleshi det til 4-2 efter en omstilling.

Nederlaget efterlader Island på tredjepladsen i puljen med tre point op til Frankrig og Tyrkiet med fire kampe tilbage.
 


Af Mikael Blond
Fredag 20. september