Luk

Stærke Brøndby dukkede FCK i derby-drama

| 3F Superliga | 94 kommentarer

Brøndby tog en 2-1-sejr i et hæsblæsende derby på Brøndby Stadion, hvor Andreas Maxsø og Morten Frendrup scorede for BIF, mens Jonas Wind nettede for FCK.

Søndag var der lagt i kakkelovnen til sæsonens anden udgave af dansk fodbolds største kamp, da Brøndby IF tog imod FC København på den københavnske vestegn.

Brøndby skulle forsøge at revanchere 2-4 fra første kamp i Parken, mens FCK skulle forsøge at hente en sejr efter tre kampe uden.

Hos FCK var Jens Stage og Victor Kristiansen tilbage, mens Brøndby havde Henrik Heggheim i forsvaret, Josip Radosevic tilbage på midten og Simon Hedlund med på toppen.

Kulissen var forrygende, og rygende var det også fra tribunerne, så kampen måtte efter godt to minutter sættes på pause, da røgen fra fyrværkeri fyldte Brøndby Stadion.

Efter et par minutters spilstop blev opgøret genoptaget, og tidligt var FCK-keeper Kamil Grabara ved at komme i problemer, da han spillede en aflevering forkert ud. Den havnede hos Anis Slimane, men han var for langsom og formøblede den forærede chance.

FCK havde efterfølgende en lovende mulighed, da en bold blev spillet ind i feltet. Den strøg igennem og røg mod baglinjen, hvor Pep Biel sendte den tilbage ind foran mål, men indlægget lå for langt fra en ellers fri Jonas Wind.

Det var en livlig kamp, der udspillede sig mellem de to ærkerivaler, hvor FCK var mest på bolden, mens Brøndby søgte farlige kontraer, som man kender holdet fra Vestegnen.

Sådan et skulle Brøndby komme foran på efter 23 minutter.

FCK's Isak Johannesson forsøgte at spille en lang bold fremad og på tværs. Kevin Mensah brød bolden, løb fremad og fandt Mikael Uhre, der løb til venstre for feltet.

Han smækkede bolden fladt ind i feltet, hvor unge Morten Frendrup kom løbende og satte indersiden på med det kolde venstreben, og det gjorde han så godt, at han fik drejet bolden i mål i det nærmeste målhjørne. Brøndby var på 1-0 og jublen var kolossal i Brøndby.

Brøndby fortsatte med at skabe problemer for FCK, der i et par omgange blev fanget i sin boldomgang, men efterhånden, som halvlegen skred frem, lykkedes FCK bedre med at holde på bolden. 

Det lykkedes dog ikke for FCK at få skabt noget synderlig farligt frem mod pausen, og i stedet havde Brøndby en udmærket mulighed inden pausen, da Hedlund fandt Uhre. Brøndby-topscoreren sendte dog en ringe afslutning afsted, og så endte det 1-0 ved pausen.

Hæsblæsende anden halvleg

FCK skiftede i pausen unge William Bøving ud og erstattede ham med Rasmus Højlund, der lagde sig frem i forreste linje med Jonas Wind.

FCK fik en strålende start på anden halvleg og pressede på for en scoring, der endda kom få minutter inde. Jens Stage hamrede bolden i mål tæt under mål, men det endte med at blive annulleret, da Stage var offside.

I stedet bød Brøndby sig så til i den anden ende, hvor Kamil Grabara for anden gang i denne uge blev skurk.

Efter at have været tæt på at vælte Mikael Uhre i en aktion, så gjorde Grabara alvor af det efter 57 minutter, da han kom ud og pløjede Uhre ned.

Det endte med et Brøndby-straffespark, som anfører Andreas Maxsø sendte i netmaskerne midt i målet – Grabara fik fødderne på, men kunne ikke stoppe forsøget.

FCK lagde sig dog ikke ned, og syv minutter senere reducerede gæsterne med et forrygende mål.

Pep Biel sendte en lang bold frem mod Jonas Wind, der i Dennis Bergkamp-stil pillede bolden ned i feltet. Siden snød han Maxsø med en skudfinte, så Wind kom helt fri, og så kunne han roligt placere bolden forbi Thomas Mikkelsen i målet.

2-1, og så var der pres på Brøndby.

Efter 73 minutter var Hedlund dog uhyre tæt på at forløse det for Brøndby, da han med et fladt frispark tvang Kamil Grabara ud i en flot redning.

Brøndby fortsatte de gode takter og værterne virkede således tættest på kampens næste mål.

Kevin Diks var blandt andet uhyre tæt på at score et selvmål, da han skulle cleare et fladt indlæg og ramte den noget skævt, men til FCK-backens held røg bolden over mål.

Mod slutningen af kampen spillede Diks igen en ny rolle, da han fik nedlagt Mikael Uhre i en duel, som kostede Uhres deltagelse i kampen, da han vred om på sin ankel.

Efterfølgende var indskiftede Mirko Divkovic uhyre tæt på at nette til 3-1, men han sparkede helt forbi bolden, og så kunne FCK jagte videre.

Trods satsninger til sidst fik FCK ikke udlignet, og dermed tog Brøndby altså sejren med 2-1.

Brøndby noterer sig med sejren for 18 point, mens FCK har 25 point. 

Brøndby tog sin anden superliga-sejr i træk, mens FCK er uden sejr i tre kampe.

Få store oplevelser i Parken! Find billetter til F.C. Københavns hjemmekampe fra 100 kr. her


Af Jonas Dalgård
Mandag 29. november