Luk

Stage: Europa-kampe gør skifte fra AGF værd

| Europa League | 0 kommentarer

Ifølge Jens Stage er det kampe som opgøret mod Dynamo Kiev, der gør, at sommerens skifte fra AGF giver mening. 

FC København købte denne sommer Jens Stage fri fra AGF, hvor den dynamiske midtbanespiller og Aarhus-dreng var værdsat hos både fans og træner David Nielsen. Og selvom det var med vemod, at Stage måtte forlade Aarhus, opvejes det af kampe i de europæiske turneringer som torsdagens opgør mod Dynamo Kiev. 

- Det er de her kampe, der gør skiftet værd. At jeg føler, at jeg kan gå i seng og tænke, at det godt kan være, at Kiev kom for fuld blæs og spillede en rigtig god fodboldkamp, men at vi fik et point og var konkurrencedygtige mod et tophold i Europa. Det er det, jeg vil opnå, siger han. 

I kampen mod Dynamo Kiev kom Jens Stage på tavlen. Det får opgøret til at stå ud som en af karrierens foreløbigt bedste. 

- Havde vi stået med alle tre point efter kampen, så havde det nok været helt oppe (blandt karrierens bedste oplevelser red.). Men det tager lidt af det, at vi ikke får alle tre point, men et point er okay, og jeg er enormt glad for at lave et mål herinde (Parken red.). Det betyder meget for mig, siger Jens Stage. 

Jens Stage har normalt sit udgangspunkt som central midtbanespiller. Mod Dynamo Kiev startede han på højrekanten, men det generer ham ikke synderligt. 

- I sådan en kamp, som i dag, har jeg slet ikke noget imod at spille højrekant. Jeg synes, at jeg kan bidrage med noget energi. Og så er det fantastisk, at Rasmus Falk kan spille inde i midten, og så kan vi bytte alt efter, hvad træneren (Ståle Solbakken red.) lige vil have, siger Jens Stage. 

 

 

 

 

Oplev F.C. København på hjemmebane i Telia Parken. Se kampprogrammet og mulighederne her!


Af Kristian K. Jørgensen
Torsdag 21. november
Onsdag 20. november