Luk

Stjernen Rygaard: Forventer jeg rykker dem op

| 1. Division | 2 kommentarer

Infoboks

Mikkel Rygaard er blevet stjernespilleren hos polske Lodz, der hentede ham hos FC Nordsjælland i vinter med forventningen om, at han rykker dem op.

I december skrev Mikkel Rygaard under på en aftale med polske Lodz, der spiller i den næstbedste polske række. 

Ambitionen er dog klar; om et halvt år spiller holdet i den bedste række i Polen, Ekstraklassa. Med det formål for øje hentede klubben den 30-årige danske kreatør hos FC Nordsjælland.

- Vores klare mål er at rykke op. Hver dag bliver der snakket om, at vi skal i Ekstraklassa. Sportschefen har sagt, at de hentede mig for at rykke op, så der er også lidt et ekstra pres på mig, siger Mikkel Rygaard. 

Med en opvækst på Falster ligger det dog ikke helt naturligt for den ellers ydmyge Mikkel Rygaard at skulle være den store stjerne. 

- Der er faktisk en halv dansk-halv polak, der er sponsorer i klubben, som har kontaktet mig efterfølgende og hjulpet mig med nogle ting. Han siger, at hos alle sponsorerne og generelt i klubben, at jeg bliver set på som en kæmpe stjerne. Så han sagde, at jeg skulle være bedre til ikke at være så ydmyg og stille nogle større krav. 

- Det er fedt, at de har store forventninger til mig, men jeg tror, det er meget godt at have en ydmyg til gang til det. Her i starten vil man gerne prøve ikke at træde nogle over tærerne og gøre alle glade, men det er selvfølgelig en svær balancegang. 

Rygaard lægger dog heller ikke skjul på, at ambitionerne om oprykning vægtede tungt, da springet til Polen skulle tages.

- Det var det, de lagde op til – at vi skulle op. Jeg kunne se, at de lå nummer to og havde gjort det ret godt, så det var helt sikkert en af grundene til at tage dertil, for de har store ambitioner om at rykke op, som jeg selvfølgelig også gerne vil. 

Lodz ligger i skrivende stunder nummer to i den næstbedste polske række. De har ti point op til førstepladsen, mens tredjepladsen er på samme pointantal.

Hårdere træning og bedre spilforståelse i Danmark

Efter to måneder i Polen begynder Mikkel Rygaard at kunne danne sig et indtryk af, hvor forskellen og lighederne til Danmark ligger. 

Han bemærker især det interessante ved, at selvom fodboldspillet er det samme i hele verden, så oplever han, at det kan gøres meget forskelligt. 

Havde man en forventning om, at østeuropa bød på hårdere fysisk træning, end tilfældet er hos FC Nordsjælland, så holder den fordom dog ikke stik.

- Jeg følte lidt, at vi trænede hårdere i Nordsjælland, end vi gør her. I Nordsjælland ville man meget gerne følge nutidens fodbold og gøre det på samme måde, som eksempelvis Liverpool eller Leipzig gjorde det.

- Det var meget højintenst fodbold, og det bar vores træning også præg af. Vi skulle have mange højintense løb, så på den måde følte jeg lidt, at det var en hårdere træning i Nordsjælland end i Polen. 

Det er dog ikke kun her, at Rygaard ser forskelle. Forholdet til Flemming Pedersen i FC Nordsjælland er markant anderledes end tilfældet er med cheftræner Wojciech Stawowy i Lodz.

- I Nordsjælland er Flemming Pedersen også god til at fjerne barrieren mellem træner og spiller, i forhold til at træneren havde alt at sige og spilleren bare skulle lytte efter. Han ville gerne have, at alle havde noget at byde ind med, fordi spillere også har ideer, når de render rundt på banen og ser tingene anderledes, end træneren måske gør. 

- Hernede er det ikke så velset at komme med gode ideer. Vi andre skal bare holde kæft og gøre, som der bliver sagt. I hvert fald som jeg har oplevet det indtil videre. 

Selve det fodboldmæssige niveau venter Mikkel Rygaard med at fælde den endelige konklusion over, men nogle iagttagelser har han dog gjort sig.

- Det er lidt svært at sammenligne, fordi vi har spillet en turneringskamp og en pokalkamp mod Legia Warsawa. Jeg synes egentlig, at spillerne er rigtigt dygtige.

- Det er svært at sætte ord på allerede nu, men der er dygtige spillere rundt omkring. Så er der mere en forskel på det taktiske, som vi er rigtigt dygtige til i Danmark. Jeg synes i forhold til Danmark, at spilforståelsen er et nøk lavere. 

Den tidligere Lyngby-spiller fortæller desuden, at cheftræneren i Lodz ikke snakker meget engelsk, men at assistenten kan oversætte for ham og den lille håndfuld spanske spillere, som truppen også indeholder.

Charlton-ophold giver ro på nu

Udlandsopholdet er det andet i karrieren. Allerede i 2007 røg Mikkel Rygaard til Charlton som bare 17-årig, hvor det store gennembrud dog udeblev. 

Derfor var det også et stort ønske at komme afsted igen og få prøvet sig af i udlandet igen.

Denne gang er det dog en mere rutineret og rolig udgave af offensivspilleren, der har forladt trygge Danmark.

- Da jeg tog afsted nu her, var jeg meget mere rolig, fordi jeg havde prøvet det før og vidste, hvilke udfordringer, jeg kunne komme til at stå overfor. Det har også givet mig en meget større ro omkring det. Det har hjulpet. 

- Det er også blevet nemmere med tiden i forhold til familie og venner, hvor man nu har facetime, i modsætning til tidligere hvor man skulle have webcam og computer frem. Så det har hjulpet, at jeg har stået i situationen før. 

Kontrakten med Lodz løber til 2024, og hvad der skal ske herefter er derfor stadig i det uvisse. Selvom han til den tid vil være knap 34 år, så er det ikke sikkert, at støvlerne skal stilles på hylden til den tid.

- Det er lidt tidligt at snakke om, men som jeg har det i kroppen, så føler jeg, at der er mange gode år endnu. Jeg kom lidt senere i gang på øverste niveau med meget træning, så jeg håber da, at kroppen kan holde til en del år endnu, så hvem ved, siger Mikkel Rygaard til bold.dk. 

Han skiftede i 2009 tilbage til HB Køge og har siden da været forbi Nykøbing FC, Næstved, Lyngby og altså FC Nordsjælland.


Af Andreas Roesen
Mandag 24. januar