Luk

Stolt FCM'er: Skal slå Atalanta som kollektiv

| Champions League | 0 kommentarer

Infoboks

Atalanta - FC Midtjylland 1-1
Champions League gruppe D
13' 0-1 Alexander Scholz
79' 1-1 Cristian Romero

FC Midtjyllands Mikael Anderson mener, at FCM som kollektiv skal slå Atalanta, og han var meget stolt over præstationen i 1-1-remisen.

Det blev til FC Midtjyllands første point i Champions League-gruppespillet, da de danske mestre tirsdag spillede 1-1 med Atalanta.

Den præstation vækkede stolthed hos FCM's Mikael Anderson, der er af den overbevisning, at FCM's kollektiv bør slå Atalantas, og det var netop det kollektiv, som sikrede midtjyderne remisen.

- Vi viste et sammenhold og gjorde det som et hold. Vi vidste, at Atalanta måske er stærkere individuelt, men som kollektiv, skal vi slå dem, og det gjorde vi. Vi stod sammen, og vi skal klappe os selv på skulderen, for det var en rigtig god indsats, vi leverede, siger han til FCM TV og tilføjer om præstationen:

- Jeg er sindssygt stolt. Sindssygt stolt af holdet og over vores præstation. Vi arbejdede mega hårdt, og det holdt hårdt til sidst. Vi var trætte, men det var det hele værd, og hold da op en præstation.

- Vi ville gerne vise, ikke kun omverdenen, men også os selv, at vi godt kan være med på det her niveau. Det gjorde vi bestemt, synes jeg.

Anderson er normalt kantspiller, men tirsdag spillede han central midtbane hele kampen ved siden af Frank Onyeaka, og den plads har han det godt med.

- Jeg ved sgu ikke, om det er fremtiden, men jeg kan godt spille derinde. Jeg har spillet derinde før som akademispiller, men det er klart, jeg er god på bolden og vil gerne lave lækre ting, men i Champions League og på udebane mod Atalanta kræver det måske nogle andre ting.

- Jeg forsøgte at vise, jeg godt kunne det, og jeg synes også, jeg lykkedes fint nok. Frank gjorde det fantastisk sammen med mig, og jeg kunne aldrig have ønsket mig en bedre midtbanemakker at have ved siden af.

Næste Champions League-opgave for FC Midtjylland er Liverpool i næste uge.


Af Jonas Dalgård
Tirsdag 19. januar