I sidste uge meldte Ekstra Bladet, at den tidligere AGF-træner Jesper Fredberg var tæt på at lande et stort job i græske Panathinaikos.
Nu bekræfter Fredberg over for bold.dk, at han har sat sin signatur på en kontrakt med klubben. Han skal være med til at implementere en fælles spillestil og en strategi på tværs af klubben.
- Det er rigtigt, at jeg har skrevet under med Panathinaikos. Jeg har været i og omkring klubben de sidste seks dage, så jeg har fået mulighed for at lære klubben godt at kende.
- Jeg er ansat som Head of Coaching, der betyder, at jeg har ansvaret for trænerne i klubben. Jeg skal være med til at implementere en fælles spillestil. Jeg får ansvaret for at ansætte trænere og uddanne dem i forhold til vores spillestil og overordnede strategi.
- Det gør mig selvfølgelig stolt, at en klub af Panathinaikos' størrelse kontaktede mig, og jeg er glad for at få den her mulighed. Det er et spændende projekt, og vi er også klar over, at hvis vi gør det godt, så er der relativt kort fra handling til succes, siger Jesper Fredberg til bold.dk.
UEFA-straf giver spændende udfordring
I mange år har Panathinaikos kæmpet med dårlig økonomi, og for godt et halvt år siden blev klubben straffet af UEFA, og det betyder, at klubben er udelukket fra europæisk deltagelse i de næste tre sæsoner.
Derudover betyder straffen, at klubben ikke kan hente udenlandske spillere til klubben i øjeblikket, men det ser Fredberg som en spændende udfordring.
- Projektet som en helhed tiltalte mig meget, og jeg syntes, det lød rigtigt spændende. I sommers blev vi straffet af UEFA i forbindelse med Financial Fairplay, og det gør, at vi er tvunget til at udvikle vores egne spillere i klubben, siger Fredberg.
37-årige Jesper Fredberg har senest været tilknyttet cypriotiske Omonia Nikosia, hvor han både har været teknisk direktør og cheftræner, og han mener, at de erfaringer bliver en fordel for ham i forhold til det nye job.
- Der er ingen tvivl om, at min tid på Cypern har rustet mig godt til opgaven. Der vil helt sikker være nogle ting, jeg kan tage med, men man skal også være opmærksom på, at Grækenland er anderledes end Cypern. Det er en lidt anden kultur, men jeg får helt sikkert gavn af min tid på Cypern, siger han.
Er der mulighed for, at vi får danske spillere at se i Panathinaikos i fremtiden?
- Det er der helt sikkert mulighed for, ja. Nu skal vi lige have overstået den periode, hvor vi ikke må hente udenlandske spillere, men efter det vil det da være oplagt, at jeg sammen med sportsdirektøren kigger på, hvilke talenter og profiler der kan passe ind. Danske spillere i Panathinaikos vil ikke være usandsynligt.
- På kort sigt vil vi gerne have etableret et så stærkt hold som muligt med egne spillere, og så vil vi selvfølgelig gerne tilbage i europæisk fodbold. Karantænen fra UEFA kommer til at spille ind i forhold til Europa, men det giver os tid til at implementere de unge spillere, som vi gerne vil, siger Fredberg.
Panathinaikos ligger i øjeblikket på en sjetteplads i den græske Super League med 14 point efter de første ni kampe.
martin@bold.dk

2018-11-09 19:40:02
Foto: Jesper Poulsen / bold.dk
Super League
9. nov 2018 - 19:40Stolt Fredberg bekræfter Panathinaikos-job
Jesper Fredberg bekræfter over for bold.dk, at han er blevet ansat som Head of Coaching for den græske storklub Panathinaikos. Han ser det ikke som usandsynligt, at der i fremtiden vil blive hentet danske spillere til klubben.
7
Annonce

Panathinaikos
Super League





























