Luk

Stolt Gehrt: FCK har altid været rival nr. 1

| Sydbank Pokalen | 4 kommentarer

Infoboks

Nykøbing FC - FC København 3-0
Sydbank Pokalen
14' 1-0 Sebastian Koch
19' 2-0 Sebastian Koch
88' 3-0 Mathias Kristensen

Mathias Gehrt er begejstret over Nykøbings triumf mod FC København, som var lidt ekstra speciel grundet midtbanespillerens fortid i Brøndby.

- Det var en fantastisk oplevelse, der selvfølgelig rangerer rigtig højt for mig.

Glæden i Mathias Gehrts stemme er ikke til at tage fejl af, da han dagen derpå ser tilbage på Nykøbings vilde 3-0-sejr over FC København i Sydbank Pokalen.

- Det var ved at være lang tid siden, jeg har mødt et af de rigtig gode hold, og FCK er et af de bedste hold i Danmark, så det var en kæmpe oplevelse. Jeg er rigtig glad for at være i Nykøbing, så det var også fedt at kunne give lidt tilbage på den måde, fortæller Gehrt til bold.dk.

Nu 29-årige Mathias Gehrt startede karrieren i Brøndby, hvor han spillede frem til 2013, og den blågule fortid gjorde det også ekstra specielt at slå FCK.

- Nu er det godt nok ved at være lang tid siden, men selvfølgelig kan man godt huske, hvor man har spillet, og FCK har altid været de største rivaler, også fordi jeg har spillet i Brøndby i meget af min karriere og som ungdomsspiller.

- På den måde var det helt sikkert lidt sjovere, at det lige var FCK, vi slog ud. For mig har FCK altid været de største rivaler, så det var da lidt ekstra specielt, siger Gehrt.

Svært at se den store forskel på budgetterne

FC København var på forhånd gjort til store favoritter mod Nykøbing, men Mathias Gehrt var på forhånd sikker på, at NFC kunne være med, hvilket også viste sig at være tilfældet.

- Vi havde snakket om, at vi skulle ud og gøre det, som vi plejer. Vi er et hold, der gerne vil have bolden og spille op igennem kæderne, og jeg synes, vi lykkedes med det. Specielt i første halvleg var vi virkelig gode og også bedre end FCK.

- Efter pausen kom de selvfølgelig med et stort tryk, og vi parerede lidt, men det er vi også dygtige til. Forsvaret står stærkt, og så ved vi, vi er farlige på kontraer, og vi havde jo flere muligheder end bare målet i anden halvleg, pointerer Gehrt.

Synes du, man kunne se, at det var et oprykkerhold til 1. division mod klubben med landets største budget?

- Nej, det synes jeg ikke med al respekt for FCK. De har nogle dygtige spillere, men kan kunne godt mærke, at de havde skiftet en del ud. Otte mand var måske lige rigeligt, i forhold til at vi i hvert fald kender hinanden rigtig godt og ved, hvordan vi vil spille.

- I anden halvleg kunne man da godt se, at FCK har en masse kvalitet, men specielt i første halvleg var det svært at se, hvor stor forskel der er på budgetterne i de to klubber.

- Jeg er måske overrasket over, at det gik så godt, men jeg er ikke overrasket over, at vi kunne give dem kamp til stregen i hvert fald. Vi er dygtige til det, vi gør, og det kunne man også se mod FCK.

- Der var nok ikke nogen, der havde regnet med, at vi ville slå dem 3-0, men at vi kunne byde dem op til dans var da det, vi havde håbet og troet på. Vi må også sige, at alle vores spillere nok spillede op til noget af det bedste, vi kan. Det var bare alt, der kulminerede, siger en glad Mathias Gehrt til bold.dk.

Nykøbing finder torsdag aften ud af, hvem der bliver næste modstander i Sydbank Pokalen, når der trækkes lod til fjerde runde.


Af Martin Schmidt
Mandag 18. oktober