Luk

Stolt Sheffield-chef: Blev latterliggjort i starten

| Premier League | 0 kommentarer

Sheffield United-manager Chris Wilder er stolt af, at man har holdt sig til planen, der har kastet en aktuel femteplads af sig, trods kritik i starten af sæsonen.

Sheffield United har fået en forrygende start på sæsonen i Premier League, og lørdag sikrede de 1-1 ude mod Tottenham.

Manager Chris Wilder mener sågar, at oprykkerne var det bedste hold i lørdagens kamp.

- Jeg er stolt af spillerne og præstationen. Vi har en identitet, og vi holdt verdensklasse-spillere nede på meget få muligheder. Jeg mener, vi var det bedste hold, siger Wilder til BBC.

Manageren blev desuden spurgt til det underkendte mål, men det gad han egentlig ikke rigtig bruge krudt på.

- Hvis de kigger på linjerne, forstørrer det og får styr på det, så er det fint. Selvfølgelig er det skuffende, der går så lang tid, men hvis der er offside, er der offside.

- Jeg er mere interesseret i, hvordan mine spillere kom sig over det. De gik ud med hovederne høje og forsøgte at komme tilbage i kampen.

- Vi blev latterliggjort i starten af sæsonen for den måde, vi spillede på, men vi har holdt os til planen. Nu går vi ubesejret til landskampspuse, og det er dét, det handler om, siger Wilder.

Sheffield United indtager en imponerende femteplads i Premier League.


Af Sara Margren
Torsdag 14. november