Luk

Stor fest i Torino efter kneben sejr over Genoa

| Serie A | 0 kommentarer

Infoboks

Torino - Genoa 3-2
Serie A
14' 1-0 Antonio Sanabria
31' 2-0 Tommaso Pobega
70' 2-1 Mattia Destro
77' 3-1 Josip Brekalo
81' 3-2 Felipe Caicedo

Torino vandt med 3-2 over Genoa og fik således sin første sejr i fem kampe i Serie A. Danske Magnus Warming tilbragte hele kampen på bænken.

To mandskaber i den nederste halvdel af den italienske Serie A bød hinanden velkommen, da Torino og Genoa skulle i kamp.

Torino havde inden opgøret otte point, hvilket placerede klubben på en 12. plads. Fem placeringer længere nede var Genoa med seks point, så det var et opgør, hvor begge klubber havde mulighed for at sparke deres respektive sæsoner i gang.

Torino kom bedst fra start med et ganske fremragende mål. 

Cristian Ansaldi smækkede en farlig bold ind i feltet, som Antonio Sanabria mødte helt rent med hovedet og dermed udplacerede Salvatore Sirigu i målet.

Således åbnede Sanabria scoringsballet og gjorde det onde mod sin tidligere klub. Paraguayaneren repræsenterede nemlig Genoa fra 2018 til 2020.

Efter det hurtige Torino-mål satte kampen sig, og det var yderst chancefattigt fra det 20. minut.

Men det lavede Tommaso Pobega om på. Sanabria var denne gang i oplæggerens rolle, da han fandt sin holdkammerat tæt under mål med en præcis tværpasning, og så stod det 2-0 i Torino.

Det forblev stillingen frem til pause, og den kunne Torino gå til velvidende, at de havde ni forsøg på kassen i første halvleg mod Genoas tre.

I anden halvleg havde Genoa det forsat svært. Karol Linetty fik bolden i kassen på mærkværdig vis, da han afsluttede fra en nærmest umulig vinkel, hvorefter skuddet tog en afretning. 

Efterfølgende vurderede dommeren i ledtog med VAR, at der skete en forseelse forinden, hvorfor målet ikke fik lov til at stå. 

Efter 59 minutter blev Torinos helt store angrebsprofil Andrea Belotti sendt på banen, som i det sidste stykke tid har været plaget af en skade. Hans seneste scoring kom mod Atalanta den 21. august.

Men det var i den anden ende, der skete noget. Genoa reducerede nemlig på et mål af Mattia Destro, der scorede sit femte mål i fem kampe, og så kom der spænding i opgøret.

Men den spænding tog Josip Brekalo ud af kampen igen, da han scorede til 3-1 efter 77 minutter. Kroaten modtog en flad tværaflevering fra Dennis Praet, og så eksekverede han sikkert. 

Men Genoa gav ikke op uden kamp, for gæsterne reducerede igen, da Felipe Caicedo scorede til 3-2.

Det lykkedes dog Torino at holde føringen hjem, og de fik derfor sin første sejr i fem kampe og ligger nu nummer 10 Serie A. Det udløste kæmpe jubel blandt spillerne, og det var tydeligt at se, at sejren virkelig betød noget.

Magnus Warming kom ikke på banen for italienerne.

Genoa roder nu rundt på en 19. plads.


Af Rasmus Glud
Fredag 3. december
Torsdag 2. december