Luk

Sulten Denius vil vise Viborg at de tog fejl

| NordicBet Liga | 3 kommentarer
Grønning: 'Vi skal kontrollere kampen bedre'
Viborg sænker Hvidovre med overtidsmål - se det forløsende mål her
Blev Viborg snydt for et mål? Spillerne i vildrede efter offside-kendelse
Sulten Denius vil vise Viborg at de tog fejl
Foto: Jan Sand

Infoboks

Viborg - FC Fredericia
NordicBet Liga (21/08)
Oddset 1,85 3,60 4,10

Sebastian Denius ser ualmindelig meget frem til fredagens opgør mod Viborg, og Skive-profilen håber på en kampafgørende rolle imod sin tidligere klub.

Når Skive og Viborg fredag aften tørner sammen på Hancock Arena, bliver det en speciel oplevelse for Sebastian Denius.

Den 24-årige kantspiller er nemlig vokset op i Viborg FF, som han endegyldigt forlod til fordel for Kjellerup for tre år siden.

Sidste sommer gik turen videre til Skive, og nu ser Denius frem til mødet med de grønblusede fra domkirkebyen.

- Det er en speciel kamp for mig og nok den kamp, jeg glæder mig allermest til, fordi jeg tidligere har været i Viborg.

- En kamp mod Viborg fylder nok lidt ekstra for mig, og jeg har en kæmpe motivation for at skulle levere i sådan en kamp, siger Denius til bold.dk.

- Jeg vil selvfølgelig gøre alt for at vise dem, at de tog fejl ved at kassere mig. Jeg håber, jeg går ind og afgør kampen, men det vigtigste er, at vi som hold spiller godt.

Ikke kun én vej til Superligaen

Sebastian Denius nåede syv førsteholdskampe i Viborg-trøjen, men da spilletiden var knap, valgte offensivspilleren at tage et skridt eller to ned.

- Der er ikke kun én vej opad til at skulle spille i Superligaen, og derfor valgte jeg at rive min kontrakt over inde i Viborg og rykke til Kjellerup for at spille hver gang og føle mig vigtig.

- Da jeg så kom til Skive, føler jeg, at jeg har dygtiggjort og udviklet mig yderligere. Jeg er kommet ind i et godt drive i Skive, hvor jeg spiller fra start.

- Jeg har forsøgt at bruge det konstruktivt, at jeg blev kasseret i Viborg. Så må man arbejde endnu hårdere og klø på, siger Denius og fortsætter:

- Som jeg ser det, er vi mange kasserede spillere ude i Skive, der ikke har været helt gode nok til at slå igennem eller måske har været lidt uheldige i sine respektive klubber, men vi er kommet igen og har fundet vores egen vej.

Ikke et ondt ord at sige om Viborg

Selvom det ikke blev til noget gennembrud i den grønne trøje, har Sebastian Denius ikke noget dårligt at sige om Viborg.

- Viborg er uden tvivl en klub, der har betydet meget for mig, men det var desværre bare ikke der, jeg skulle få mit gennembrud som seniorspiller.

- Jeg var glad for at være i Viborg og har ikke noget dårligt at sige om klubben, siger Skive-spilleren, der ser frem til mødet med en tidligere holdkammerat.

- Jeff Mensah er jeg stadigvæk gode kammerater med, men ellers har jeg ikke et forhold til så mange i Viborg længere, for der har været stor udskiftning.

- Inden Steffen Højer stoppede i Viborg, havde jeg tit samtaler med ham. Jeg kunne komme til ham og snakke om min egen situation, hvis jeg havde spørgsmål eller brug for et råd, siger Denius.

Kan sagtens spille lige op med Viborg

Skive har inden fredagens opgør fem point efter tre kampe, mens Viborg har hentet syv af slagsen.

Sebastian Denius er dog sikker på, at skibonitterne kan drille viborgenserne.

- Hvis vi rammer topniveau over hele linjen, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi sagtens kan spille med mod Viborg, siger han og har opskriften på succes klar:

- Vi skal lykkes med noget af det kombinationspil, vi har gjort godt i de første par kampe. Derudover skal vi stå bundsolidt defensivt igen.

- Jeg tror, vi skal forsøge os med hurtige omstillinger mod Viborg og se, om vi kan fange dem i nogle trælse situationer. Det kan godt blive nøglen for os, siger Denius afslutningsvis til bold.dk.

Der er kampstart mellem Skive og Viborg klokken 19 fredag aften.


Af Martin Schmidt
Tirsdag 20. august
Mandag 19. august