Efter sommerens EM-slutrunde skiftede den danske landsholdsspiller Jannik Vestergaard Southampton ud med Leicester City.
Den tårnhøje midtstopper har dog ikke helt fået en start som ønsket, da skader og sygdom har gjort starten i Leicester noget ujævn.
Derfor er han sulten efter at finde tilbage til sit tidligere niveau, fortæller den 29-årige forsvarer.
- Mit klubskifte har været stort og lidt af en omvæltning. Jeg løb ind i en skade oven på nul ferie og opstart, så det har været en lille smule ujævnt - både for mig personligt og for holdet.
- Så lige så glad jeg er for alt, der er sket, lige så sulten er jeg efter at forbedre mig og komme op på det niveau, jeg har vist før og som jeg ved, at jeg har, siger Vestergaard på et pressemøde i Glasgow forud for landskampen mod Skotland.
Han er indtil nu noteret for 12 kampe i Leicester-trøjen. 7 af dem har været fra start for Leicester, der i den hjemlige liga er nummer 12.
Vildt år: Højdepunktet var EM
Mens det på klubplan har budt på en transfer, så har Vestergaard med landsholdet også haft masser af oplevelser, hvor særligt sommerens EM står ud.
- Det har været et vildt år. Højdepunktet har været EM-slutrunden, som nok for hele Danmark, og ikke kun os på landsholdet, har været et lyspunkt oven på en tid med pandemi og lockdown.
- Det var noget helt særligt, siger Vestergaard, som startede inde i alle kampe med undtagelse af åbneren mod Finland, hvor det blev til en lille halv times spilletid.
Han og det danske landshold spiller mandag aften sidste landskamp i 2021, når Skotland venter i 10. VM-kvalifikationskamp i år.
Her har Danmark muligheden for at den tiende sejr i træk og dermed gå ubesejret igennem kvalifikationen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


Leicester
Premier League
Danmark



































