Luk

Superliga-sæsonstart kan rykkes for tilskuere

| 3F Superliga | 6 kommentarer

Infoboks

Divisionsforeningen fortæller, at det er en mulighed at udsætte sæsonstarten i den kommende Superliga-sæson til 1. august, hvor der formentlig ikke vil være tilskuer-restriktioner.

Natten til tirsdag blev et politisk flertal enige om en yderligere genåbning af Danmark, og for dansk fodbold betyder det en gradvis stigning i tilskuere på stadions.

Fra 14. juni må der være 1.000 personer på udendørs tribuner i hver sektion, mens restriktionerne efter planen lempes yderligere fra 1. august - muligvis så der ingen begrænsninger vil være på tilskuerkapaciteten.

Den nye sæson i 3F Superligaen står lige nu til at starte i weekenden 17.-18. juli, men det kan være en mulighed at rykke sæsonstarten til efter 1. august, så alle klubber kan få fyldte tribuner.

Det siger direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen, til Ekstra Bladet.

- Det kan blive en mulighed at udsætte superligastarten. Det kigger vi på og regner godt efter. Og så tager vi en dialog med klubberne, siger Claus Thomsen til avisen.

- Men det vil være langt mere ønskværdigt, hvis smitteudviklingen går så godt, at vi kan spille fodbold uden tilskuer-begrænsninger allerede fra første spillerunde 17.-18. juli.

Claus Thomsen siger videre, at det altid er bøvlet at rykke kampkalenderen, men alle scenarier bliver regnet igennem, siger han.


Af Sara Margren
Onsdag 12. maj