Luk

Susos drømmekasse nedlagde bundhold

| La Liga | 0 kommentarer

Infoboks

Alaves - Sevilla 1-2
La Liga
3' 0-1 Youssef En-Nesyri
12' 1-1 Edgar Mendez
30' 1-2 Suso
90' 1-2 Joselu

Sevillas Suso scorede et fortrinligt langskudsmål, som blev matchvinder-målet i en 2-1-sejr over La Liga-bundholdet Alaves, som brændte straffe til allersidst.

Sevilla lagde tirsdag aften vejen forbi bundholdet Alaves i La Liga, og det opgør skulle blive et ganske medrivende et af slagsen fra kampens start.

Efter tre minutter sendte Jesus Navas et godt indlæg ind foran mål, hvor den farlige Sevilla-angriber Youssef En Nesyri kom først på bolden. Noget tilfældigt fik han en dog med sig og kom helt fri, og så kunne han stensikkert sparke Sevilla foran 1-0.

Men der skulle ikke gå længe før værterne kom tilbage.

Efter 12 minutter dukkede Edgar Mendez nemlig op for Alaves. Et langt indkast hoppede ind foran mål, og her steg Edgar til vejrs og stangede bolden i kassen i en blød bue til 1-1.

1. halvleg var altså i gang med et brag, og efter en halv time kom kampens tredje mål, da Sevilla bragte sig foran ved Suso, der leverede et mål af en anden verden.

Den spanske tekniker fik bolden efter et indkast og spillede et-to med en holdkammerat. Han drog indad i banen og efter et par træk, tog han så sagen i egen hånd og trykkede af fra lang afstand. Med venstrebenet hev han bolden op i den fjerneste krog, og så var Sevilla igen på sejrskurs med 2-1.

Susos pragtmål lignede længe et mål, som skulle blive afgørende, for Alaves manglede skarpheden på de chancer, som holdet skabte.

Blandt andet missede angriberen Joselu en god hovedstødsmulighed i slutningen af kampen, og kort efter havde Sevilla endda bolden i mål. Men scoringen blev annulleret for hånd på bolden og så levede Alaves.

Og en anden hånd skulle holde Alaves' håb om point i live, da en Sevilla-spiller havde hånd på bolden i eget felt i kampens overtid. 

Dommeren pegede på pletten, og så gik Joselu til bolden. Men nok en gang svigtede Alaves-angriberen, da hans spark blev læst af Sevilla-keeperen Bono, der næsten kunne gribe afslutningen.

Alaves jagtede i de døende minutter en udligning, men det brændte straffespark blev fatalt, og så kunne Sevilla altså fejre sejren og de tre point, som sender holdet på fjerdepladsen. Alaves er nummer 17.


Af Jonas Dalgård
Mandag 8. marts