Atletico Madrid fortsætter deres imponerede resultater i La Liga, hvor de tirsdag aften slog Sevilla med 2-0 på hjemmebane.
Atletico Madrid var fortsat blot noteret for et enkelt nederlag i denne sæson af La Liga, men tirsdag aften ventede en af sæsonens sværeste prøvelser, da Sevilla var gæster hos hovedstadsklubben.
En sejr til Diego Simeones tropper kunne sende dem fire point foran Real Madrid, mens Sevilla ville spille sig ind i top fire med tre point.
Efter 17 minutters spil var det dog Atletico Madrid, der greb ud efter sejren.
Gode kombinationer i højre side endte med, at Kieran Trippier lagde bolden skråt tilbage i feltet, hvor han fandt Angel Correa.
Omringet af venner og fjender drejede han rundt om sig selv, inden han bankede bolden resolut ned i det korte hjørne med det kolde venstreben.
Små ti minutter senere faldt en løs bold til Sevilla-backen Marcos Acuna, der manglede skarphed i afslutningen, da han sparkede den tæt forbi den fjerneste stolpe.
Inden pausefløjtet faldt der også en chance til Luis Suarez, der tæt under mål fik dirigeret bolden ned mod det højre hjørne, men Yassine Bounou leverede en glimrende redning i Sevilla-målet.
Dermed blev det ved 1-0 til Atletico Madrid ved pausen.
En Nesyri missede - Saul ramte plet
Anden halvleg startede med en god chance til Sevillas Youssef En Nesyri, der sparkede fladt mod højre, men Jan Oblak reddede flot i målet.
Den marrokanske angriber er ellers brandvarm, efter han lavede hattrick mod Real Sociedad i weekenden.
I stedet afgjorde Saul opgøret med et kvarter igen, da midtbanespilleren gjorde det til 2-0.
Marcos Llorente blev spillet dybt i højresiden, og han fandt Saul på kanten af feltet med en tværpasning.
Han fik tid og plads til at lægge bolden til rette for det gode venstreben, inden han sparkede den fladt i nettet ved roden af højre stolpe.
Otte minutter før tid fik Youssef En Nesyri en løs mulighed for at bringe spænding tilbage i opgøret, men han afsluttede første gang over mål.
Dermed blev det til endnu en Atletico Madrid-triumf, der nu topper La Liga med fire point ned til Real Madrid, der tilmed har spillet to kampe flere.
13 kommentarer
Hvor må suarez fryde sig inderst inde, ovenpå den lidt respektløse måde han endte sine dag på, i Barcelona.
Suarez afskedigelse må vel iøvrigt være en af Barcelonas - historisk set - dårligste og mærkeligste beslutninger nogensinde. Særligt når de ingen alternativer anskaffede sig til angrebet men fortsat har eksempelvis braithwaite og griezman!